Mange små trafikprojekter
Oversigt over de mange trafikprojekter, som trafikforligspartierne vedtog i aftalen af den 26. november 2010 - også kaldet "Bedre mobilitet". Aftalen fordeler 1,3 milliarder kroner og omfordeler 300 millioner til alt fra veterantog over cykelstier til læmoler.
Der frigives penge til udvidelse af rundkørslen til E45 ved Kolding og en rundkørsel i Sønderborg og et nyt tilslutningsanlæg med østvendte ramper i skæringen mellem Høgemosevej og Djurslandsmotorvejen i Favrskov kommune.
Rønne Kommune får valget mellem at bygge boliger ved havnen eller sikre havnen som erhvervshavn. I det sidste tilfælde sender staten 19 millioner kroner til at forbedre af vejene til Rønne Havn.
Mange punkter konfirmerer igangsætning af projekter, som står opført på trafikforligets liste.
Aftalens mest kendte punkt er en ny motorvej fra Herning til Holstebro, som er aftalt i finanslovforliget. Nu skriver alle forligspartierne under på, at der skal igangsættes VVM-undersøgelser for to mulige linieføringer.
Uden om Næstved
Den nordlige omfartsvej i Næstved skal være en 7 km lang 2+1 motortrafikvej, der krydser Susådalen med en højbro. Forslaget til anlægslov fremsættes til foråret.
Udvidelsen af Motorring 4 fra Tåstrup til Frederikssundsmotorvejen får 309 millioner kroner, som er blevet tilovers fra andre projekter. Projektet kan gøres færdigt i slutningen af 2014.
Over Roskilde Fjord
Den ny forbindelse over Roskilde Fjord koster kun 2 millioner kroner i denne omgang til et projektoplæg.
45 mio. kr. afsættes til et tilslutningsanlæg mellem motorvejen ved Odense og det påtænkte supersygehus. Samtidig forbereder Vejdirektoratet en udvidelse af motorvejen fra fire til seks spor.
Udvidelsen af vejen over Tåsinge og Langeland til Spodsbjerg Havn fremrykkes, så forundersøgelsen ligger klar i maj 2011.
Papirarbejdet med en motorvej fra Regstrup helt til Kalundborg fremrykkes, så VVM-undersøgelse præsenteres i 2012.
Videre gives planlægningskroner til Tønder-Esbjerg, omfartsvej ved Brovst, vejudvidelse til Thyborøn Havn, Næstved-Rønnede, Slagelse-Næstved, Ringkøbing-Herning samt forundersøgelser af omfartsvej ved Mariager, motortrafikvej fra Helsinge til Gilleleje og baner til lufthavnene i Billund og Aalborg.
Banespor opgives
Aftalen rummer en "havnepakke II", der især tilgodeser jyske fiskerihavne, mens kombiterminalen i Køge og et nyt banespor til Nyborg Havn skrinlægges.
Endelig er partierne enige om, at omfartsvejen ved Nykøbing Falster indvies i december 2014.