23948sdkhjf

Formand med stærk direktion

Jørgen Egeskov, som fyldte 60 år den 29. december 2010, vil det bedste for vognmændene. Det er ikke kun en professionel holdning, fordi han er formand for DTL. Han er i besiddelse af en ægte entusiasme.
Hvis han føler, at erhvervet eller den enkelte vognmand udsættes for urimeligheder, er han oprigtig i sin harme.

Formanden kan være kompromisløs. Når han virkelig brænder for en sag, er der ikke ret meget plads til andres meninger. Den udadtil så stilfærdige vognmand fra Vamdrup har en kort lunte, når han føler sin egen transportopfattelse udsat for, hvad han opfatter som urimelig kritik. Hans temperamentsfulde udbrud er velkendte blandt vognmænd.

I næsten et kvart århundrede har Jørgen Egeskov haft forskellige tillidsposter inden for transporten. Han fik sin organisatoriske opdragelse og erfaring i det tidligere Vejle Amts Vognmandsforening, hvor han som en særdeles kompetent og respekteret formand havde styr på medlemmerne og de lokale vognmandsproblemer.

Lokalformand med ambitioner

Nu er det ikke usædvanligt, at en god lokalformand har ambitioner om at komme højere op på den organisatoriske rangstige.

Det gjaldt også Jørgen Egeskov, som satsede på og fik en bestyrelsespost i DTL, hvor han efter nogle år avancerede til posten som næstformand. Den 1. januar 2007 fik han opfyldt drømmen om blive indskrevet i kongerækken af formænd. Han opnåede tilmed at blive den første og hidtil eneste formand for DTLs arbejdsgiverforening.

Mest usynlig

I Jørgen Egeskov har medlemmerne fået den i offentligheden hidtil mest usynlige formand. Han bader sig ikke ligefrem i mediernes søgelys. Han anvender sine medfødte evner med langt større udbytte på andre områder - ikke mindst på det forretningsmæssige plan.

Jørgen Egeskov er medlem af betydningsfulde udvalg i Dansk Erhverv og betræder de bonede gulve både på Børsen og en gang imellem på Christiansborg, men i offentligheden bliver han stort set kun profileret, når han sammen med DTL's adm. direktør optræder på et "familiebillede" efter et møde med en transportpolitiker i organisationens hovedkvarter på Grønningen.

Udbredelsen af begivenheden når sjældent længere end til DTLs hjemmeside og til DTL-Magasinet.

En tilfreds formand

Opgaven med at profilere DTL både fagligt og politisk har Jørgen Egeskov helt overladt til organisationens professionelle sekretariat, der er bemandet med kyndige jurister og økonomer og andet godtfolk med politisk flair. Han har klogt valgt at forholde sig til virkeligheden i en tid, hvor indflydelsesrige organisationer i stigende grad præges af stærke direktører og deres håndgangne mænd og kvinder.

Resultatmæssigt kan han henvise til, at DTL har en stor og effektiv politisk gennemslagskraft, som en lidt for selvsikker formand kun kan ødelægge, hvis han blander sig for meget. Jørgen Egeskov er en tilfreds formand, som kan sidde lidt tilbagelænet og registrere, at vognmændene får noget for deres kontingentkroner. I hvert fald på den politiske resultattavle.

Magtfuldt kort

Nu er DTL-formanden ikke helt uden indflydelse på, hvad der foregår i DTL. Han har et magtfuldt kort i ærmet. Det er nemlig ham, der sammen med næstformanden udgør det formandskab, som kan ansætte og afskedige en direktør. Så vidt vides har de ikke aktuelle planer om at ændre på de nuværende tilstande. De befinder sig godt i rollen som folkevalgte vagthunde.

Jørgen Egeskov er et stykke tid endnu selv herre over længden af sin DTL-karriere. Han er først på valgt på generalforsamlingen i maj 2012. Intet tyder dog på, at han til den tid udelukkende vil koncentrere sig Vamdrup Specialtransport.

Aktuelt har han fortsat lysten til at være med til at udstikke de overordnede linjer, som andre skal udføre i praksis. Også selv om direktionen har en pæn indflydelse på penneføringen. Og det er måske slet ikke så tosset.

Dygtig forretningsmand

Jørgen Egeskov, der oprindeligt er uddannet landmand, har sin forretningsmæssige base i Vamdrup ved Kolding. Han driver en mellemstor vognmandsvirksomhed, hvor han har specialiseret sig i kranudlejning og transporter af vindmøllevinger og andre særlige godstyper. Det har han gjort med pæn succes, siden han for 30 år siden købte sin første kranvogn og etablerede Vamdrup Specialtransport.

Som dygtig forretningsmand er Jørgen Egeskov kommet fornuftigt gennem den økonomiske krise, som han i sin nytårsudtalelse mener at have nået et vendepunkt i 2010. Formentlig i samråd med DTLs sekretariat forventer han, at 2011 bliver et bedre år for det danske transporterhverv.

I det forhåbentligt bedre kommende år vil Jørgen Egeskov officielt fejre sin runde fødselsdag. Det sker med en reception på Børsen fredag 14. januar 2011.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.119