Scania tester spare-spoiler
Scania har indledt tests af en særlig spoiler-løsning, som forventes at reducere brændstofforbruget med op til 2 procent på vogntog i europæisk langturstrafik.
En sidegevinst er en reduktion af CO2-udslippet med cirka 3 ton pr. vogntog ved en årlig kørestrækning på 200.000 km.
Spoileren er monteret bag på en normal 3-akslet sættevogn til europæisk langturskørsel. Længden af vogntoget forøges med 30 cm, hvilket svarer til den ekstra længde, som i forvejen er tilladt for læsseudstyr ifølge EU's direktiv 97/27 EF.
Testes i Danmark
- Testkørslerne er i starten begrænset til Sverige og Danmark, hvor blandt andet den danske Trafikstyrelse har samarbejdet positivt omkring dispensation fra de nuværende længderegler, siger Anders Gustavsson, der er chef for Scania Transportlaboratorium, der udfører testkørslerne.