23948sdkhjf

100 frivillige hjælpere

Hvis ikke den lokale håndboldklub – GV Ejby – kunne stille med 100 frivillige, ville det være umuligt at arrangere Vestfyn Trækker.
Enhver idrætsklub er afhængig af, at man kan mønstre mange frivillige hjælpere til at udføre forskellige opgaver – lige fra at træne børn og vaske spilledragterne til at samle penge ind til klubben.

Sådan er det også for GV Ejby Håndbold. Man er afhængig af al den frivillige arbejdskraft, man kan få – og den er man heldigvis god til at få fat i.

- Der er en helt enestående opbakning bag klubben, fortæller Freddy Elbæk, som er med i klubbens sponsorudvalg.

- Klubben er vigtig for hele lokalsamfundet. Den er et samlingspunkt for byens unge og de aktive voksne. Der er et helt specielt sammenhold omkring idrætsklubben her i byen. Den er med til at sikre et sundt lokalt sportsliv og er med til at holde de unge fra at lave ballade.

Rigtig mange er optaget af forskellige hjælpsomme gøremål i klubbens regi. Derfor er det muligt for dem, at stille op med 100 frivillige hjælpere til Vestfyn Trækker-messen.

Alt det praktiske

Freddy Elbæk ved, hvad han snakker om. Som tidligere direktør for VBG har han været med til at arrangerer Vestfyn Trækker tidligere år, og her har han benyttet sig af klubbens frivillige arbejdskraft.

- De holder styr på parkeringspladserne og tager imod de besøgende ved indgangen. Desuden står de for al catering i madteltet og oprydning på pladsen. Vestfyn Trækker ville slet ikke kunne holdes, hvis det ikke har for alle de frivillige.

Efter Freddy Elbæk gik på pension, er han blevet ansvarlig for sponsortegningen i håndboldklubben.

Samler penge ind

- For klubben er en aktivitet som Vestfyn Trækker vigtig. De får al overskuddet i forbindelse med salg af mad og drikke, ligesom de også får entreindtægterne og P-afgiften. Sidste år blev det til et væsentligt tilskud til klubbens drift. I år bliver beløbet væsentligt større.

I år var klubben en medvirkende kraft til, at messen kunne blive dobbelt så stor som oprindelig tiltænkt.

- En af naboerne i Ejby industriområde, Strandmøllen, ville gerne stille sit areal til rådighed for klubben i forbindelse med messen, og det betyder, at messearealet kunne udvides, fortæller Freddy Elbæk, som også nævner at virksomhederne Bodycote og DanLad også har stillet deres arealer til rådighed.

For GV Ejby Håndbold er Vestfyn Trækker messen en af flere lejligheder til at samle penge sammen.

Klubben er også med ved det store Gelsted Marked, ligesom man arrangerer en nytårskoncert med Odense Symfoniorkester og har en årlig fest i Ejby Hallen, hvor Kandis kommer og spiller op til dans.

Folke og Inga

I det hele taget er Ejby Hallen et vigtigt omdrejningspunkt for håndboldklubben. Bestyrerparret Folke og Inga Sørensen er dybt engageret i klubbens arbejde sammen med deres tre børn.

- De bruger al deres fritid i hallen og klubben, siger Freddy Elbæk.

- Det er nogle helt specielle mennesker, og deres engagement smitter af på rigtig mange mennesker i lokalsamfundet.

Det eneste, som Freddy Elbæk savner, er flere sponsorer.

- Specielt kunne jeg godt tænke mig, at flere virksomheder fik øjnene op for det arbejde, som klubben gør for hele lokalsamfundet.

- Et velfungerende lokalsamfund er vigtigt for enhver arbejdsplads, og håndboldklubben er i høj grad med til at få Ejby til at fungere godt.

Det vil de besøgende på Vestfyn Trækker ved selvsyn komme til at se.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094