Grabbe i alle størrelser
Endnu engang er Hema med på Vestfyn Trækker med et bredt sortiment af udstyr og læssegrej til vognmandsbranchen.
Virksomheden har efterhånden udviklet et bredt program inden for grabbe, som man producerer hjemme på fabrikken i Kragelund.
Grabbene fås til mange formål og i mange størrelser lige fra combi- og polygrabbe til container-, affalds- og trægrabbe.
- Efterspørgslen efter helt små grabbe er øget de senere år, så i dag er vi også leveringsdygtige i smågrabbe fra for eksempel 100 liter som standard, men mindre grabbe kan også leveres, siger Carsten Jensen, der er salgsansvarlig hos Hema.
- Vi har leveret grabbe nede fra 20 liter. De er beregnet for montering på små lastbilkraner og minigravemaskiner. De vinder stærkt frem hos anlægsgartnere og entreprenører og er ideelle med deres lave vægt og lave byggehøjde.
Dertil kommer, at Hema også importerer grabbe fra italienske producenter, som kan opfylde de krav, som stilles til pris og kvalitet herhjemme.
Til at løfte med
Produktprogrammet omfatter alt udstyr, som kan bruges til at løfte med i transportbranchen. Det kan være forskellige slags åg, pallegafler, kørepladeåg, autoværnsåg og rotatorer.
- En del af vores produktion består også i at udvikle produkter til specielle formål sammen med vores kunder. Disse produkter kan eventuelt indgå permanent i vores sortiment. Det gælder for eksempel vores miljøcontainer-tømmer, kørepladeåg, trafikværnsåg m.v.
Optimisme netop nu
- Hele vognmandsbranchen har været igennem en svær tid, men der er heldigvis optimisme i luften netop nu. Det håber vi, at VBGs messe vil bære præg af, siger Carsten Jensen, som sammen med afdelingsleder Torben Andersen vil være at finde på messen som sædvanligt. I år tager de et bredt udvalg af standard programmet og enkelte specialiteter med.
- Messen på Vestfyn har altid været en positiv oplevelse. Det er en af de mindre messer, som efterhånden er vokset sig stor og det er altid et interesseret publikum, som kommer. Vi er altid rejst herfra med gode emner, som vi har kunnet følge op på.
- Desuden har stemningen altid været god, også selv om vejret ikke altid har været med os. En af de bedste messer var for to år siden, da det regnede i to dage. Stemningen var i top og folk tog det med godt humør.