Ønsker tidsbegrænset parkering
Vognmandsorganisationerne vil skabe mere plads på rastepladserne ved at indføre tidsbegrænset parkering.
I en fælles henvendelse gør organisationerne opmærksom på, at danske rastepladser og sideanlæg længe har været overfyldte. Det medfører, at lastbilchaufførerne har svært ved at finde parkeringspladser, så de kan holde deres lovpligtige hvil. Problemet er størst om natten.
- Der er afsat penge til at udvide kapaciteten, men det tager tid, og udvidelserne kan ikke løse det presserende problem, som er her og nu, siger DTLs chefjurist John Roy Vesterholm.
- Det er nødvendigt at begrænse parkeringstiden, så rastepladser og sideanlæg kun benyttes til formålet - kortere ophold af hensyn til trafiksikkerheden,«
Dialog med Vejdirektoratet
DTL og ITD opfordrer derfor til dialog om en tidsbegrænsning på henholdsvis 3 og 25 timer for lastbilparkering på særligt berørte rastepladser og sideanlæg.
De to perioder passer godt i forhold til køre/hviletiderne og vil øge udnyttelsen af den sparsomme kapacitet på rastepladserne og sideanlæggene.
I den forbindelse bør der tages hensyn til specialtransporterne, som kan have behov for længere ophold.
De to organisationer har bedt vejdirektør Per Jacobsen om et møde i nærmeste fremtid om, hvordan man kan tilrettelægge tidsbegrænsningen.