23948sdkhjf

Forkasteligt, at der ikke skiltes med vejafgiften

ITD reagerer skarpt på skatteministerens afvisning af skilte ved grænsen, der fortæller udenlandske chauffører, at de skal betale vejafgift i Danmark.
Står det til skatteminister Troels Lund Poulsen (V), så bliver der ikke opsat skilte ved den dansk-tyske grænse, som fortæller udenlandske vognmænd og chauffører, at der betales vejafgift i Danmark.

Heller ikke, selvom hans partifælle, transportminister Hans Christian Schmidt, så sent som for et par uger siden på generalforsamlingen hos ITD ikke lagde skjul på, at han gik ind for skiltningen, men beslutningen om opsætningen hører formelt under Skatteministeriet.

- Det er simpelthen uacceptabelt, at vi ikke kan skilte med vejafgiften. Den blev indført i 1995, så det er vel ikke for tidligt, at vi gør opmærksom på den. Vi kan ikke forvente, at alle vognmænd og chauffører fra alle lande altid kan være lige opdaterede, siger formanden for ITD, Mogens Therkelsen.

- Andre lande har ingen problemer med at opsætte skilte," tilføjer Mogens Therkelsen. "Det er så simpelt, og når skiltene først er der, kan de udenlandske vognmænd og chauffører ikke påberåbe sig, at de ikke vidste noget om vejafgiften. Så er der et godt grundlag for at idømme dem en bøde."

- Uden skiltningen har de udenlandske chauffører heller ingen mulighed for at vide, hvor de kan betale vejafgiften. Det er forkasteligt, at skiltene mangler," siger Mogens Therkelsen.

Kun få gratister

Skatteminister Troels Lund Poulsen afviser skiltningen med den begrundelse, at kontroller har vist, at det kun er cirka tre-fem procent af de udenlandske lastbiler, der ikke betales vejafgift for. Han argumenterer med, at man må gå ud fra, at når afgiften har eksisteret siden 1995, så kender hele transportbranchen i Europa den.

Mogens Therkelsen understreger, at ITD’s interesse for skiltningen ikke drejer sig om at skaffe et provenu til statskassen, men om at skaffe lige konkurrencevilkår.

- Og det bliver der først, når alle er bekendt med, at der skal betalers vejafgift i Danmark, siger han.

Skatteministerens afvisning kommer som svar på en forespørgsel i Folketinget fra det sønderjyske folketingsmedlem Benny Engelbrecht (S), der har bakket Mogens Therkelsen og ITD op i kravet om skiltning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078