Frode Laursen overtager Elementtransporten
Med overtagelsen af Elementtransporten styrker Frode Laursen sine aktiviteter indenfor transport og logistikløsninger til byggesektoren.
Med i aftalen følger logistik og transportløsninger for væsentlige udbydere af betonelementer.
Opkøbet styrker Frode Laursens aktiviteter inden for logistik- og transportløsninger til byggesektoren, hvor man i forvejen står stærkt på det danske marked.
- Med opkøbet forbedrer vi vores koncept indenfor logistik og transport til byggesektoren siger adm. direktør i Frode Laursen, Thorkil Andersen.
- Vi er overbeviste om, at der vil ske en fortsat konsolidering i branchen. Vi har vilje og evne til at være aktiv som køber af både større og mindre transportvirksomheder med et godt forretningsgrundlag og dygtige medarbejdere.
Frode Laursen et rigtigt valg
- Frode Laursen er blandt de ledende udbydere inden for transport og logistikløsninger til byggesektoren, og vi har vurderet at de er de rigtige til at overtage Elementtransporten, siger Jakob Knudsen fra Tinglev Elementfabrik.
Frode Laursen vurderer i øvrigt, at transportmarkedet står foran øget aktivitet efter en periode med overskydende kapacitet.
- Der bliver brug for flere biler i den kommende tid, udtaler Thorkil Andersen.