Vognmand fra Ærø vandt pris
Vognmand Anders Jørgensen vil undervise alle Ærøs skolebørn i trafiksikkerhed. Derfor fik han tildelt DTL Syds færdselssikkerhedspris.
Det var Sydfyns Vognmandsforening der løb med opmærksomheden på Region Syddanmarks årsmøde i færdselssikkerhedsudvalget i Fredericia torsdag den 4. februar. På årsmødet uddeles årets færdselssikkerhedspris til en person, organisation eller virksomhed, som i årets løb har gjort en ekstraordinær indsats for at forbedre færdselssikkerheden.
Det blev vognmand Anders Jørgensen fra firmaet Anders Jørgensen & Sønner, Ærøskøbing der i år kunne tage imod hæderen sammen med lærer Kaja Sønnichsen, Haderslev.
Anders Jørgensen modtager prisen for sin store indsats i forbindelse med færdselsundervisning i skolerne på Ærø.
Pædagogiske evner
Vognmand Anders Jørgensen er ingen årsunge han har rundet de 70 år; men det forhindrer ham ikke i med stor entusiasme og medfødte pædagogiske færdigheder at terpe trafiksikkerhed med børnene på alle skolerne på Ærø.
I år har Anders Jørgensen undervist 180 børn fra børnehaveklassen og opefter fra skolerne i Rise, Marstal, Søby og Ærøskøbing.
- Det er en imponerede præstation, siger Jens Staugaard Holdt, der er leder af DTLs regionskontor Syd.
- Vognmandens initiativ bruges i markedsføringen af Ærø som bosætningskommune. Det er en værdifuld kvalitet, at kunne love grundig oplæring af de små cyklister, inden de slippes løs på de Ærøske landeveje.
Mange gør en indsats
- Vi opfatter hæderen som et skulderklap til hele branchen. Der er nemlig rigtig mange af vore medlemmer, som udfører et lignende stykke oplysningsarbejde i deres lokalområde.
- I en tid hvor brancheforeningerne kører dyre kampagner for at forbedre branchens image, er det herligt at se, at mange af vore medlemmer ofre egne penge og tid på en god sags tjeneste i deres lokalsamfund.
Det pengebeløb, der følger med prisen, vil Anders Jørgensen bruge til at gøre arbejdet helt færdigt, så alle børn på Ærø får lært, hvordan de færdes sikkert i trafikken.
Foruden Anders Jørgensen & Sønner var Sydfyns Vognmandsforening v/formand Henning V. Petersen indstillet, men det blev altså medlemsvirksomheden på Ærø, der løb med hæderen.