Fem el-biler fra Ford inden 2014
På den internationale biludstilling i Geneve bekræftede Ford, at de udvider deres plan for el-biler i Europa. Allerede i 2011 kommer den første elektriske varebil.
På pressekonferencen på den internationale biludstilling i Geneve blev det offentliggjort, at Ford lancerer to batteridrevne NUL-emissions modeller. Det drejer sig om:
* varebilen Transit Connect Electric, der introduceres i 2011.
* Ford Focus Electric, der kommer i 2012.
Tre andre modeller bliver introduceret i 2013. Der er tale om:
* to benzin hybrid-elektriske biler og
* en "plug-in" hybridbil.
Alle skal kunne vælge
Fords globale elektrificerings-strategi vil tilbyde en bred vifte af elektriske modeller for at give kunder rundt om i verden mulighed for at vælge en bil med forbedret brændstoføkonomi og en optimal CO2-emission.
- Vi kan se at én specifik teknologi ikke nødvendigvis er tilfredsstillende for alle kunder, siger Derrick Kuzak, Fords leder for global produktudvikling,
- Derfor omfatter vores strategi både hybridbiler, plug-in hybridmodeller og batteridrevne elektriske bilmodeller. Så kan vi forhåbentlig dække kundernes forskellige behov bedst muligt.
Øget interesse for el
John Fleming, Bestyrelsesformand og adm. direktør for Ford i Europa, fastslår at der er en øget interesse for elektriske biler i Europa.
- Vi imødekommer interessen ved at lancerer elektriske biler sideløbende med vores nyeste og brændstofbesparende benzin- og dieselmotorer, siger han.
- Vores kunder behøver ikke vente længe, før de kan vælge ud fra et bredt program af elektriske alternativer, siger John Fleming.