Transportmesse fordoblede besøgstallet
Udendørsmessen Vestfyn Trækker, der blev afholdt i Ejby fra fredag den 28. til søndag den 30. maj 2010, blev en stor succes med anslået 8.000-9.000 besøgende.
- Søndagen har vi endnu ikke talt præcist op, men foreløbig tyder det på, at der kom et sted mellem 3.000 og 4.000 om søndagen trods det dårlige vejr, siger adm. direktør Per Mikkelsen, VBG.
Til sammenligning kom der 4.500 til Vestfyn trækker sidste år, eer kun foregik over to dage.
Ønsker messe igen næste år
Efter planen skal Vestfyn Trækker først afholdes igen i 2012, men det er VBG nu parat til at tage op til revision. Det skyldes opfordringer fra udstillerne.
- I det evalueringsskema, som de deltagende virksomheder har udfyldt, giver tre fjerdedele udtryk for, at de gerne ser messen afholdt igen allerede til næste år, siger Per Mikkelsen.
- Det er naturligvis et tungtvejende argument, men beslutningen er endnu ikke taget. Vi er gået i tænkeboks. Desuden vil vi overveje, om der også skal holdes et par mindre udstillinger andre steder i landet for eksempel i Midtjylland og på Sjælland. Det har flere udstillere foreslået.
Uformelt og seriøst
En af de udstillere, der ønsker messen gentaget i 2011, er Scania Biler, der er Danmarks største lastvognsforhandler.
- Arrangementet er på én gang uformelt og seriøst, mener regionschef Brian Pedersen fra Scania Biler.
Hans begejstring deles af kollegaen Peter Madsen, der er sælger i Scania Bilers Odense-filial.
- På messen kommer de beslutningstagere, som vi gerne vil i kontakt med, og vi får nogle gode kundeemner, siger han.
Som eksempel nævner Peter Madsen en vognmand, der sidste år bestilte fire nye lastvogne efter at være blevet introduceret for bilerne på Scanias messestand.
Ordrer med hjem
Mange af udstillerne får ordrer på messen. En af dem er Højbjerg Maskinfabrik, der anser det som en god investering at være med.
- Det koster ikke meget mere end et par annoncer, og vi får ordrer med hjem, siger salgskonsulent Søren Dünnweber.
- Markedsføringen af Vestfyn Trækker er målrettet, og dermed havner de rigtige mennesker på vores stand, vurderer han.
Bliver endnu større
Per Mikkelsen og hans medarbejdere vil i den kommende tid afgøre omfanget af eventuelle udstillingsaktiviteter til næste år, ikke mindst under hensyntagen til udstillernes tilbagemeldinger.
- Én ting er dog allerede nu sikkert, siger Per Mikkelsen.
- Uanset hvornår vi afholder Vestfyn Trækker næste gang, bliver det nødvendigt at udvide arealet yderligere. Vi vil gerne finde plads til materieldemonstration, som mange udstillere ønsker, slutter direktøren.