23948sdkhjf

Messestande revet væk

Allerede nu er standene udsolgt på Vestfyn Trækker 2010 – årets største professionelle transportmesse, der afvikles ultimo maj. Arrangøren åbner dog mulighed for yderligere udvidelse af standarealet.
Arrangøren bag transportmessen Vestfyn Trækker, VBG Group Sales i Ejby, står med lidt af et luksusproblem. I en tid, hvor interessen for fagmesser ellers er dalende, oplever man større efterspørgsel end nogensinde efter at udstille på messen, der også i år er Danmarks største dedikerede transportudstilling.

Ifølge VBG-direktør Per Mikkelsen har 70 udstillere allerede nu tilmeldt sig, og dermed er alle stande besat.

- Efterspørgslen skyldes to ting. For det første er der et betydeligt tomrum i branchen, når transportmessen i Herning to gange i træk er blevet aflyst, og for det andet er det markant billigere at udstille her end på andre fagmesser, fordi Vestfyn Trækker foregår udendørs og er et nonprofitprojekt, siger han.

Mulighed for udvidelse

Den store interesse for at udstille på messen har fået VBG til at se nærmere på forskellige muligheder for yderligere udvidelse. – Vi ønsker ikke at skuffe nogen og har i de foregående år flere gange måttet udvide standarealet.

- Nu levner de fysiske rammer omkring vores domicil bare ikke plads til mere, siger Per Mikkelsen, der derfor har overvejet at supplere med et ekstra areal i nabolaget. Det ville imidlertid gøre messen upraktisk og mindre overskuelig, forklarer direktøren, som derfor har fravalgt den mulighed.

Samtidig åbner Per Mikkelsen dog døren for et andet tiltag.

– Hvis der er basis for det, er vi parate til at benytte et større telt ved indgangen, som ud over cafeteriet giver plads til yderligere 12 mindre stande. Derfor opfordrer vi alle interesserede til at blive optaget på vores venteliste, siger han.

Mere professionel

Messen vil give et bredt overblik over de aktuelle tilbud til transportbranchen. Alle lastbilmærker bliver repræsenteret, overvejende gennem forhandlere, ligesom udstillerlisten tæller de fleste væsentlige opbyggere og forhandlere af tilhørende materiel.

Desuden deltager en række udbydere af periferiydelser som uddannelse, finansiering og forsikring samt flere af branchens organisationer og fagmedier. Per Mikkelsen regner i år med en bedre besøgt og tilrettelagt messe end nogensinde før.

– År for år har vi kunnet glæde os over et konstant stigende besøgstal og et stadig højere oplevet udbytte hos udstillerne. Den udvikling forventes at fortsætte i år, ikke mindst som følge af en række nye tiltag, siger han.

Eksempelvis vil VBG gennem samarbejde med et reklamebureau sikre forbedret markedsføring af

arrangementet, ligesom der bliver udarbejdet en officiel messeavis. I et oplag på ca. 15.000 eksemplarer vil den både blive udsendt inden arrangementet og uddelt til de besøgende. Arrangementet har også fået en hjemmeside, www.vestfyntraekker.dk, der henvender sig til både udstillere og besøgende.

Desuden bliver standpladserne markeret med kridt, og der er udarbejdet en mere praktisk planløsning, som bl.a. indebærer, at toiletfaciliteterne flyttes uden for selve udstillingsarealet.

Vestfyn Trækker, der sidste år tiltrak flere end 4.500 besøgende, er i år udvidet med en dag

og afholdes således fra fredag den 28. til søndag den 30. maj lige ud til motorvej E 20 på Industribuen i Ejby.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079