23948sdkhjf

Hovedvej smurt ind i slagteriaffald: Spærret til midnat

En lastbil lækker slagteriaffald ved Varde. Listrup Hovedvej vil være spærret i hvert fald til midnat.
En lækkende tankvogn med 30 ton slagteriaffald betyder, at Listrup Hovedvej ved Varde vil være afspærret i hvert fald frem til midnat.

- Tankvognen er ikke væltet, men holder i vejsiden, hvor den lækker mave- og tarmaffald fra et slagteri ud over vejen, siger vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

Han fortæller, at vognmanden efterlod den defekte tankvogn i vejsiden for at hente en ny, som slagteriaffaldet kunne hældes over i.

- Imens har tankvognen stået og lækket affald. Sikkert også mere end vognmanden var klar over, siger vagtchefen.

Hele vejbanen er dækket af det slimede og fedtede affald over en strækning på 200 meter.

- Det er noget fedtet stads, der tidligst vil være fjernet ved midnat, siger Erik Lindholdt.

- Hvis man får det på sin bil, kan man vaske den 10 gange, uden at det hjælper. Det kræver en gennemgående specialrensning af hele vognen, fortsætter han.

Derfor har politiet valgt at afspærre Listrup Hovedvej mellem Ny Listrupvej og Østre Omfartsvej ved Varde.

Det har givet problemer for nogle lastbiler, som er fanget indenfor afspærringen.

- De kan ikke vende, og de kan ikke køre igennem. Derfor arbejder man på at fjerne affaldet i den ene kørebane, så de kan slippe ud, og derefter kan man så gå i gang med at rense den anden kørebane, forklarer vagtchefen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063