Tyskland lover fin vej til tiden på Femern
Baneforbindelsen kan blive flere år forsinket på den tyske side.
Projekteringen af udbygningen af E47 mellem Heiligenhafen (Ost) og Puttgarden til en firsporet hovedvej er ved at være afsluttet, og vejudbygningen forventes at være afsluttet senest ved åbningen af Femern Bælt-forbindelsen, meddeler forbundstrafikminister Alexander Dobrindt sin danske kollega.
Derimod er der risiko for, at tyskerne ikke kan overholde tidsfristerne i den dansk-tyske Femertraktat for jernbanedelen.
Delstaten Slesvig-Holsten har opgraderet jernbaneprojektet med nyt dobbeltspor på dele af strækningen mellem Puttgarden og Lübeck. Imidlertid afviger den ny linjeføring fra Deutsche Bahns oprindelige. Vejtrafikken er dog berørt af planerne om en ny vej- og baneforbindelse til erstatning for den nuværende, smalle bro over Femern Sund til fastlandet. Denne forbedring af strækningens største nåleøje er ikke indeholdt i traktaten.
Venter på tysk tidsplan
Transportminister Magnus Heunicke venter på en opfølgende besked fra sin tyske kollega om den reviderede tidsplan.
Deutsche Bahn er infrastrukturforvalter og har ansvaret for de tyske jernbaneanlæg, ligesom DSB havde herhjemme indtil oprettelsen af Banestyrelsen i 1997, som siden blev til omdøbt til Banedanmark.
I slutningen af februar fremsætter Magnus Heunicke lovforslaget om anlæg af den 17,6 km lange sænketunnel og tilhørende landanlæg inklusive elektrificering af jernbanen fra Ringsted.
Lovudkastet var i høring til 5. januar. Samtidig var ændringerne i det danske baneprojekt fra Ringsted til Rødbyhavn i en såkaldt supplerende VVM-høring.