23948sdkhjf

TEST Scania R410 Scanias nyeste viser vejen

Vi har prøvet Scanias roste R410 model, som overrasker vognmænd med forbrug på over 4 km/l.
Af Carsten Teiner

Det rygtes hurtigt i vognmandskredse, når en lastbil er særlig økonomisk. Det gælder for eksempel Scanias nye 410 hk, der kører på ren SCR-teknologi (Selective Catalytic Reduction) fro at opfylde Euro 6-normen.

Transportmagasinet har prøvet den miljørigtige lastbil, efter at den har været på markedet i et år, og hvor brændstofresultaterne nu er begyndt at komme ind på biler, der er tilkørt.

Det er blandt andet tilfældet i vognmandsforretningen Bruun & Nielsen på Fyn. Her er man overrasket over det lave dieselforbrug. Bilen kører mede end 4 km/l. Det har de ikke før oplevet i denne vægtklasse. Bilerne kører også markant længere på literen end firmaets andre biler. Og resultaterne bliver bedre og bedre, jo mere bilerne kører.

Vi har kørt 410’eren på en teststrækning, som Scania Driving Academy benytter i omegnen af Høje Taastrup med et meget varieret kørselsforløb. Bilens computer viste, at vi havde klaret det, som det hedder "bedre end gennemsnittet".

Vi forsøgte at få bilen til at køre økonomisk ved at benytte retarderen så meget som muligt og lade vogntoget rulle så langt som muligt uden at bruge bremsen. Det lykkedes næsten – men miun co-driver, Driver Training Manager Erling Petersen fra Scania Akademiet, mente, at vi kunne have rullet lidt mere, hvilket lastbilens computer jo også sladrede om.

Sparer brændstof

Bilen havde også Scania Communicator installeret. Det betyder, at man løbende får oversigtsrapporter over bilernes præstationer tilsendt fra importøren – uden ekstra betaling! Så kan man følge med og forbedre sine resultater. Fabrikken lover faktisk, at man kan opnå en brændstofbesparelse på mellem fem og otte procent i forhold til nærmeste konkurrenter.

Helt positivt er det også, at støjniveauet er blevet lavere. Resten af bilen er udformet som i de øvrige 6-cylindrede modeller. Komforten er fin. Det er meget let at vænne sig til at betjene bilen. Man skal bare huske at bruge speedpilot og retarder så meget som muligt

25 procent af salget

- Vi forventer, at vores 410/450-modellervil komme til at udgøre mindst 25 procent af det samlede Scania-salg i Danmark, siger salgsdirektør Anton Freiesleben, Scania Danmark.

- Allerede nu sælges der lige mange 410’ere som 2- og 3-akslede trækkere. Danske vognmænd har taget 410’eren til sig som tung indenrigstrækker (6x2).

Desuden sælger Scania et mindre antal 410’ere som 4-akslede forvogne. Sidstnævnte ventes øget med 450’eren med samme SCR tekologi. Den blev introduceret i september 2014.

410/450-modellerne vil dermed kunne anvendes bredt, fra eksportkørsel til indenrigs, regionale transporter samt lokale transporter med for eksempel 4-akslede containerbiler.

Kombination med fartpilot

Scania 410 hk lastbil har vundet adskillige brændstoftests i blandt andet Tyskland, Frankrig og Holland. Motoren repræsenterer anden generations Euro6-teknologi og udmærker sig ved at opfylde emissionsværdierne ved hjælp af SCR-teknologi med Add Blue, men uden anvendelse af EGR-teknologien, der recirkulerer udstødningsgas.

Mange lastbilmærker er nødsaget til at kombinere begge teknologier. Når det for eksempel har været muligt at køre 4,3 km/l med et 40 ton vogntog, skyldes det ikke kun 410-motoren, men også kombinationen med Scania Active Prediction. Det er en fartpilot, som via GPS læser vejen tre km frem og automatisk styrer speederen og Opticruise-gearkassen ud fra vejens topografi.

Denne optimering har selv den bedste chauffør svært ved at konkurrere med. Man sørger selv for – på rattet – at indstille speedpiloten til de ønskede hastigheder. Man indstiller samtidig motoren til Economy, Standard eller Power – efter behov.

Hjælper til besparelsen

Ifølge Scania bidrager desuden den nye Eco-roll. Ved nedkørsler/medløb udregner bilen selv, om det bedst betaler sig at være i frigear, eller om det er bedre at holde gearet og acceptere motorbremsning. Denne beregning sker ud fra en bedømmelse af topografien de næste kilometer frem.

- Desuden kobler vores nye retarder helt ud, så der ikke bruges energi, når den ikke anvendes, siger Anton Freiesleben.

Scania har udviklet en helt ny type letløbsmotorolie, som er med til at forbedre økonomien. Andre faktorer er en ekstrem lav bagtøjsgearing og Economy mode på det automatiske gearskifte. Som Scania-kunde skal man altså vænne sig til, at en 480 hk Euro 4-motor nu kan erstattes af en 410’er Euro 6, som leverer samme drejningsmoment.

Anton Freiesleben forventer at se 410’eren arbejde med vogntogsvægte, som man ikke troede var muligt.

- Skulle der alligevel være behov for mere "power", har vi en kraftigere version af samme motor - med 450 hk – også med ren SCR-teknik, slutter salgsdirektøren.

Tekniske data

Scania Streamline R410:

Motor: 13 liter turbodiesel.

Indsprøjtning: XPI ekstra højt tryk.

Turbo: Fast geometri.

Miljø: Euro 6, SCR (Selective Catalytic Reduction), AdBlue.

Ydelse: 410 hk ved 1.900 omdr.

Moment: 2.150 Nm. ved 1.000-1.300 omdr.

Støjniveau: 80 dBA.

Dæk: Michelin Savergreen.

Affjedring: For: parabol. Bag: Luft.

Gearsystem: Scania Opticruise.

Gearkasse: 12 trins GSR895R.

Speedpilot m. Active Prediction via GPS.

Vendediameter/kantsten: 6,8 meter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078