Vognmand blæser på påbud
Vognmand fra Køge-egnen kører videre trods 27 måneder med bøder.
Ifølge dagbladet er Midt- og Vestsjællands Politi på sagen, der startede helt tilbage i august måned 2008.
Køge Kommune varselde dengang et påbud om lovliggørelse af virksomheden Expres-bilerne og senere samme år giver kommunen afslag på en ansøgning om, at virksomheden kan fortsætte på sin adresse. Sommeren året efter og igen i maj 2010 får Mogens Olsen direkte påbud fra Køge kommune om at ophøre med sit vognmandsfirma, hvorefter politiet drages ind i sagen.
Vognmanden trækkes i Retten i Roskilde første gang i 2012, hvor han dømmes månedlig bødestraf. En dom, han anker. Og trods det faktum at Østre Landsret stadfæster dommen om månedlige bøder på 2.000 kroner, begynder Mogens Olsen ikke at betale. Heller ikke da bøderne hæves til 5.000 kroner om måneden pr. 1. august 2014
Naboer til virksomheden klager over, at lastbilerne er alt for tunge til vejen, hvor virksomheden har adresse. Flere har fået revner i deres huse og rapporterer desuden om store støjgener. Der kører op mod 100 lastbiler forbi i døgnet, siger de.
Pia Yahn, en af naboerne, har gentagne gang henvendt sig til kommunen for at få svar på, hvorfor der ikke sker noget i sagen. Ifølge kommunen er politiet på sagen, men politiet vil ikke udtale sig konkret om sagens udvikling.
Køge Dagblad har forsøgt at få en kommentar fra Expres Bilerne, som fastholder, at virksomheden ikke er ulovlig.