23948sdkhjf

Havnens Møller fylder 60 år

Arnt Møller Pedersen, Chief Operation Officer (COO) i Copenhagen-Malmö Port fylder rundt i morgen den 23. april.
Engang var der to navnkundige mennesker med navnet Møller, som holdt til i Københavns Havn. Den ene er desværre faldet fra, så nu er der kun Arnt Møller Pedersen tilbage. Han runder 60 år den 23. april 2015.

Arnt er Chief Operation Officer (COO) i Copenhagen Malmö Port, hvor han er ansvarlig for færge- og krydstogtaktiviteterne. Han har været med til at gøre København til Nordeuropas førende krydstogthavn med over 300 anløb og 850.000 passagerer om året.

Naturligvis er Møller shippinguddannet. Som 22-årig startede han i Det Østasiatiske Kompagni som shippingelev. Ud over Kompagniets egen uddannelse blev han Merkonom i eksport og transport.

I 1976 blev han ansat som chefbefragter i rederiet Crest Carriers i London, men året efter kom han tilbage i Danmark. Han var blevet chefbefragter i Rederiet Hamlet, som var ejet af B&W.

I 1978 gik turen til Det Danske Stålvalseværk i Frederiksværk, hvor han var ansat i 16 år med adskillige lederstillinger, blandt andet som shippingchef, transport- og logistikchef samt administrationschef.

I 1994 blev han ansat som kommerciel chef i DSB Gods, fordi Staten ville have en chef med erfaring fra det private erhvervsliv.

I de tre år, hvor han var i DSB Gods, fremviste Arnt Møller Pedersen store visioner blandt andet ved at lancere et projekt om godstransport på shuttletog mellem Høje-Taastrup og Taulov. Han var forud for sin tid. Han mødte ingen forståelse. Planerne blev først realiseret efter år 2000, men da var Arnt Møller Pedersen for længst blevet hentet til Københavns Havn, hvor han i 1997 blev udnævnt til salgs- og marketingchef.

Da Københavns Havn i 2001 fusionerede med Malmö Havn, blev Arnt ansvarlig for de kommercielle og de forretningsmæssige aktiviteter i det nye selskab Copenhagen Malmö Port (CMP). I 2009 blev Arnt Møller Pedersen ansvarlig for færge- og krydstogtaktiviteterne.

Spændende karriere

- Jeg har været privilegeret og haft en spændende karriere, hvor ikke mange dage har været ens, siger Arnt Møller.

- Jeg har altid syntes at det er spændende at samarbejde og få hele kæden til at levere. Indenfor krydstogt er der jo rigtig mange parter der skal arbejde sammen for at passagererne og rederierne får en god oplevelse. Krydstogt er jo det område, som der oftest er mest synlig i en havn og har offentlighedens og medieverdenens bevågenhed.

De seneste par år har Arnt Møller blandt været med til få de tre nye krydstogtsterminaler i København færdiggjort. Fremadrettet ser han frem til at få bygget og få anløb til den nye krydstogtkaj i Visby (Gotland), som skal stå klar til sæsonstart 2018.

Arnt Møller Pedersen sidder i bestyrelsen for: Europas Maritime Udviklingscenter, Cruise Copenhagen Netværk samt i Cruise Europe.

Han er gift med kontorfuldmægtig Pia Møller Pedersen. Tilsammen har de fire børn og seks børnebørn. Fritiden bruges i sommerhuset og ved bridgebordet.

Ferierne foregår ofte ombord på et krydstogtsskib – og det er også her, han fejrer sin 60 års fødselsdag.

Fra Transportmagasinet skal der lyde et stort og rundenge: Tillykke Arnt.

Artiklen er en del af temaet Portræt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093