23948sdkhjf

Havnetunnel er et fatamorgana

Valgkampoen gav for en kort stund fornyet håb om en havnetunnel, skriver Transportmagasinets branchepolitiske kommentator. Poul Rudolf.
I mere end 30 år har københavnske lastbilvognmænd – både i skrift og tale - peget på en havnetunnel som den mest effektive løsning på den stadigt mere hektiske trafik i den indre by. Vognmændene har i alle årene oplevet politikere med en positiv indgangsvinkel til planen om en tunnel, som kan forbinde Helsingørmotorvejen med Amagermotorvejen.

Positiviteten har det dog med at forsvinde, når talen bliver mere konkret. Hvor skal de mange milliarder findes?

Valgkampen gav fornyet håb for den gamle vognmandsdrøm. Blandt de mange forslag af mere eller mindre lødig karakter blev den københavnske havnetunnel pludselig sat på den politiske dagsorden af en venstrekandidat. Kun for en kort bemærkning, men nok til vognmandsorganisationer endnu en gang fik lejlighed til at bakke op om deres egen gode ide.

Som regeringsgrundlag

Mere præcist lovede Venstre at skrive en forundersøgelse af projektet ind i et borgerligt regeringsgrundlag. Undersøgelsen, der skal fastlægge præcis linjeføring, finansiering m.m. ventes at ville koste 30-40 millioner kr, men den skal ikke forveksles med udstedelse af en blanco-check til at finansiere det 20 milliarder store tunnelbyggeri.

Forundersøgelsens placering i et eventuelt blåt regeringsgrundlag blev bekræftet af Lars Løkke Rasmussen. Venstre-høvdingen fik prompte opbakning fra Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen, som ser stort på regeringens partifarve, hvis blot han kan få fat i nogle af statens milliardstore vejinvesteringer.

Inden for samme døgn nåede overborgmesterens politiske chef Helle Thorning Smith at skyde projektet ned. Hun kunne overhovedet ikke se, at der i et socialdemokratisk velfærdsamfund var penge til den slags projekter.

I kampen om vælgerne så venstrekandidaten muligheden for at genoplive projektet med den københavnske havnetunnel. Den fik en kortvarig men velfortjent opblomstring efter at have ligget i hi de seneste år. Men som de kloge med forstand på politik siger: ”Man skal være glad, hvis man kan holde fast i en ny valgdagsorden et par dage.”

Lever som eventyr

Valgets viste da også, at langt fra alle politiske emner fik den opmærksomhed, som deres ophavsmænd havde drømt om.

Meget tyder, at det gamle eventyr om havnetunnelen, der aldrig blev bygget, fortsat lever som et eventyr. Uanset hvem, der indtager førersædet på Christiansborg, vil der altid kunne findes undskyldninger for at anvende trafikmilliarderne til noget andet.

Den efterhånden utopiske havnetunnel vil nok stadigt være et punkt på de københavnske vognmænds generalforsamlingerne. Den til enhver siddende overborgmester i København vil også pr. automatik klappe i hænderne, hver gang tunnelen bliver taget op på den landspolitiske dagsorden.

Det er efterhånden svært at tro på de smukke politikerord om nødvendigheden af at etablere en københavnsk havnetunnel. Ord er som regel omkostningsfrie. Især i en valgkamp. I den sidste ende drejer det sig om den nødvendige politisk vilje til at investere i etableringen af en københavnsk havnetunnel, og den synes med al tydelighed ikke at være til stede.

Det er dog ikke ensbetydende med, at vognmændenes organisationer fuldstændig har afskrevet projektet, selv om det efterhånden mere tangere et fatamorgana end en realitet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109