23948sdkhjf

Klaus har vasket lastbiler i 25 år

Klaus Stockholm Nielsen kan den 1. juli 2015 fejre 25 års jubilæum som virksomhedsejer og som lejer på Danmarks Transport center (DTC) i Vejle.
Da Klaus S. Nielsen for præcis 25 år siden blev overtalt til at starte eget værksted og flytte ud på en mark langt uden for Vejle, var han ikke i tvivl om, at det skulle blive en succes. Nogle driftige erhvervsfolk havde tænkt sig at bygge et transportcenter på marken og søgte lejere. Klaus S. Nielsen blev den første lejer på Danmarks Transport Center (DTC) – i dag kaldet Exxit 59.

- Jeg var driftsleder ved Mercedes i Kolding, men de ringede fra firmaet Rygaard og opfordrede mig til at åbne et lille værksted på DTC, fortæller Klaus S. Nielsen.

- Rygaard åbnede selv et speditionskontor i centret, og ville bruge mig, hvis jeg startede selv. Så det gjorde jeg.

- Det første år havde jeg et ”quick service” værksted, mens Haahr Benzin havde en vaskehal – og det var egentlig den, jeg ville have. Jeg overtog vaskehallen efter et år, og så overlod jeg værkstedsarbejdet til Knud Hansen.

Dengang rådede DTC Lastvognsvask, som firmaet hed, over to haller, hvor der var vaskemaskine i den ene. Efter et par år kunne han udvide med en ekstra vaskemaskine.

- Det gik stærkt, fortæller Klaus, som trods travlhed blev ved med at tænkt nyt. Han begyndte også at vaske kødkroge.

- Vi var de første til at tilbyde den service herhjemme. Det blev en succes. Der var mange biler, der kørte med kød. Ikke alene skulle bilerne vaskes, men det skulle kødkrogene også.

Kommer til Padborg

I 1998 skulle der udvides igen. Klaus S. Hansen byggede to vaskehaller mere på DTC. Året efter overtog han to vaskehaller fra Knud Hansen i Padborg.

På det tidspunkt tænkte Klaus, at han måske kunne skabe en landsdækkende kæde af vaskehaller til lastbiler. Et kort eventyr på Fyn blev ingen succes. I stedet konsoliderede han sig i Padborg, da han overtog IDS vaskehallerne i 2003.

- Vi er vokset stille og roligt siden, fortæller han. Vi har i dag ni vaskehaller i alt. Udover de fire i Vejle, er der fire i Padborg og en på Aarhus Havn, som blev overtaget fra Dania Trucking for to år siden.

Også på Sjælland

Klaus har ikke skrinlagt ideen om at være landsdækkende. Han har i mange år tænkt på at åbne på Sjælland, og det ønske er ikke skrinlagt.

- Vi var meget tæt på at åbne i Greve i 2011, men lige da vi skulle til at underskrive kontrakterne, gik byggefirmaet konkurs. Ønsket om Sjælland lever stadig, og vi skal nok komme. Københavns Kommune vil have alle lastbiler ud af byen, så der er ingen tvivl om, at det vil være godt med et sted i Greve-området. Jeg er overbevist om, at kundegrundlag er til stede. Det er bare et spørgsmål om, hvornår de rette muligheder opstår.

Sideløbende med lastbilsvasken har Klaus S. Nielsen også udviklet sin forretning med specialvask. I dag vaskes der udover kødkroge også emballage. Det er typisk forskellige typer af kar, som slagterierne bruger til transport af deres kød. De skal vaskes, tørres og desinficeres. Der tilbydes også indvendig vask og desinficering af køletrailere og tankvogne.

For fem år siden skiftede firmaet navn fra DTC Lastvognsvask til Megawash; men den lille lastvognsvask har også udviklet sig til en megaforretning, der i dag beskæftiger 30 mand.

I anledning af 25 års jubilæet kan Klaus S. Nielsen fejre 25 års jubilæum. Det gør han onsdag den 1. juli med en reception for kunder, forretningsforbindelser og venner af huset kl. 12.00 til kl. 14.30 på Hotel Hedegaarden, Valdemar Poulsensvej 4, 7100 Vejle.

Der vil på selve dagen være lidt lækkert til chauførerne, som kommer i vaskehallerne i Vejle, Padborg og Aarhus.

Artiklen er en del af temaet Portræt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125