Vietnamesisk frihandelsaftale: Kan gavne danske rederier
Toldafgifter på en række varer, der handles mellem EU og Vietnam, bliver fjernet med en ny handelsaftale
Det oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse, efter at handelskommissær Cecilia Malmström og Vietnams industri- og handelsminister, Vu Huy Hoang, i telefonen har drøftet de sidste detaljer.
- Vi har en aftale. Denne fint balancerede aftale vil styrke handlen med en af Asiens mest dynamiske økonomier. Den sætter en ny, bedre og moderne model for frihandelsaftaler mellem EU og udviklingslande, siger Malmström i pressemeddelelsen.
Aftalen om frihandel kommer til at betyde, at stort set alle toldafgifter på varer, der handles mellem EU og Vietnam, bliver fjernet.
- Vietnam er en voksende økonomi, og når denne aftale er oppe at køre, vil det skabe betydelige, nye muligheder for virksomheder på begge sider, siger Cecilia Malmström.
Partnerne er enige om alle politiske spørgsmål, men den endelige aftaletekst ligger endnu ikke klar.
Selvom den konkrete tekst altså ikke er kendt, vækker det begejstring i Danmark, at EU og Vietnam er klar med frihandelsaftalen.
Jakob Ullegård, direktør i Danmarks Rederiforening, kalder det "en rigtig god nyhed for danske rederier, der i forvejen skaber dansk eksport for mere end to milliarder kroner med deres aktiviteter i Vietnam."
- Vietnam er allerede et vigtigt marked inden for tørlast og container, men der er potentiale til meget mere. Den nye handelsaftale vil bidrage til at fortsætte den positive økonomiske udvikling, der har været i Vietnam de senere år, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Han vurderer, at frihandelsaftalen vil øge mængden af varer, som bliver handlet mellem Vietnam og Europa, hvilket vil komme de danske skibe til gavn.
Ifølge dpa har EU og Vietnam forhandlet om aftalen i to et halvt år. Sidste år lykkedes det EU og Singapore at indgå en lignende aftale.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/