23948sdkhjf

Dynamisk havnevirksomhed med stærk placering

Nils Skeby har i sin dugfriske rolle som direktør i ADP netop præsenteret et flot første halvårsregnskab
1. august i år satte Nils Skeby sig i direktørstolen for Associated Danish Ports A/S. En måned senere kunne havnevirksomheden så mandag fremlægge regnskab for første halvår med et plus på bundlinjen.

- Det er tilfredsstillende ud fra det marked og de konjunkturer, der er lige nu, siger den administrerende direktør.

Det er især vigtigt for Nils Skeby, at virksomheden har et sundt udgangspunkt for udvikling. Derfor har det også stor betydning, at der er fremgang i regnskabstallene:

- Jeg synes, det er glædeligt. ADP er en sund og veldrevet virksomhed med en stærk drift. Jeg er glad for, at vi har sådan et flot resultat, som giver de forudsætninger, der skal til for at udvikle os videre, siger han, og fortsætter:

- Vi har brug for en fornuftig økonomi for at udvikle videre, og det er samtidig vigtigt at tilfredsstille ejernes forventninger til virksomheden.

Holder fast i forventningerne

ADP forventer at få et samlet resultat for 2015 på minimum 25 mio. efter skat. Dermed holder man altså fast i udgangspunktet for året, trods det positive halvårs-resultat. Det skyldes, ifølge direktøren, at ADP har haft en nedskrivning i forbindelse med konkursen på Andresen Towers på Fredericia Havn.

For at bevare den positive udvikling er det vigtigt, at ADP orienterer sig i omverden og bliver ved med at være den bedst mulige ambassadør for de virksomheder, der beskæftiger sig på de tre havne i Middelfart, Nyborg og Fredericia, vurderer direktøren:

- Vi skal selvfølgelig som havnevirksomhed lytte til markedet og efterspørgslen, der er i markedet. Vi har en position som ambassadør for de virksomheder, der er lokaliseret på havnene, dem skal vi understøtte og hjælpe i det mulige omfang, så de har optimale betingelser for at tiltrække trafik til havnen, siger Nils Skeby.

Baggrund med olie og gas

Nils Skeby kommer fra olie-gas branchen, hvor han i 25 år har arbejdet indenfor mange forskellige grene. De sidste 15 år har han især fokuseret på forretningsudvikling, både i Danmark og udlandet.

Det er også gennem den tætte berøringsflade mellem shipping og havnedrift, at han har snuset lidt til sit nuværende erhverv. Han har blandt andet siddet i bestyrelsen i Hanstholm Havn og har været med til at udvikle på denne.

Synlighed er afgørende

Som ny i jobbet vil Nils Skeby sætte sit præg på koncernen ved at skabe mere synlighed:

- Synligheden fra ADP, ikke kun i DK men også i det nære udland, er vigtigt for mig og mine ejere. Vi tager ansvar som ambassadør, på ikke bare havnen, men også for de byer, som vi har havne i, og prøver at tiltrække aktivitet som derved skaber nogle arbejdspladser. Så mit fokus er nu og her at vi er synlige og repræsenterer havnen på bedst mulige måde for at tiltrække aktivitet, siger Nils Skeby, og tilføjer:

- Derudover har vi vores DMTC-projekt, som er det erhvervsområde, vi har købt i Taulov, hvor vi udvikler et transport- og logistikområde, som skal bygges sammen med havnen.

Det fra direktørens stol er det især havnenes stærke geografiske placering, der kommer ADP til gode. Med en gunstig position i forhold til godstrafikken i Danmark, men også i forhold til krydstogtskibsfart, hvor der har været ikke færre end fem anløb i 2015.

- Dels skyldes det vores placering, men også at vi er et dynamisk aktieselskab, der konkurrer på almindelige forretningsmæssige vilkår. Vi står stærkt med en effektiv virksomhed, drift og administration, siger Nils Skeby.

Artiklen er en del af temaet Portræt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203