23948sdkhjf

DTL: Et "ja" gør det sværere for konkursryttere

EU's indre marked og EU-landenes retssamarbejde hænger nøje sammen, siger DTLs chefjurist om folkeafstemningen.
For DTL's chefjurist John Roy Vesterholm er der ingen tvivl om, hvad folkeafstemningen om retsforbeholdet den 3. december går ud på.

- EU's indre marked og EU-landenes retssamarbejde hænger nøje sammen, forklarer han og fremhæver eksempelvis forordningen om konkurs.

- Det er et grundlæggende princip i forordningen, at medlemsstaterne skal anerkende hinandens konkurser. Udgangspunktet er, at insolvensbehandlingen af en skyldner, der har aktiver i flere medlemsstater, skal ske i den stat, hvor centrum for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, forklarer John Roy Vesterholm.

- Det har den konsekvens, at en virksomhed har vanskeligere ved at unddrage sig sine kreditorer. Det kunne for eksempel ske kort før konkursen ved at flytte det registrerede hjemsted til en andet medlemsstat, der har lempeligere regler, siger chefjuristen.

Videre fremhæver han småkravsforordningen for beløb op til 2000 euro (knap 15.000 kroner) på det civil- og handelsretslige område.

Billigere for små krav

- EU-landenes retssamarbejde gør det også nemmere og billigere at forfølge små krav, siger John Roy Vesterholm.

- Hvis Danmark ikke er en del af dette samarbejde, skal vi enten bruge national lovgivning eller en bilateral aftale med det pågældende land.

- Endelig ser vi selvfølgelig en interesse i, at der stadig væk er et internationalt politisamarbejde. Det er vi afhængige af på mange områder. Grænseoverskridende kriminalitet er ikke et ukendt begreb inden for godstransport, slutter John Roy Vesterholm.

De øvrige organisationer

DI Transport er i gang med en kortlægning, der begynder med luftfarten og fortsætter med vej- og banetransport både for gods og passagerer. Det maritime område vil også blive studeret i lyset af folkeafstemningen.

- Man kan roligt forudse, at DI Transport ender med en ja-anbefaling, siger branchedirektør Michael Svane, DI Transport.

3F's transportgruppe er ved at studere, om nogle af retsakterne har betydning for chaufførmedlemmerne. Det er ligesom på byggeområdet, hvor man har mulighed for at inddrive skyldige beløb i udlandet, oplyser formanden, Jan Villadsen.

Hos den lille vognmandsforening FDL siger formand Christian Jensen: - Jeg tror ikke, at vi siger enten blank ja eller nej, men vi kommer med vores bidrag.

Også Danske Speditører og Danske Havne kigger på de enkelte retsakter for at se, hvordan de berører medlemmerne. De to organisationer har ingen konkrete kommentarer på nuværende tidspunkt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089