23948sdkhjf

København mister sin kæmpehavn

Den store containerterminal skulle rykke længere ud på Nordhavn, men nu flytter den formentlig helt væk fra København i stedet
Københavns Nordhavn er under hastig forvandling med nye boliger og kontorer, og derfor skulle den store containerterminal med tiden rykke længere ud på Nordhavn. Men de planer er nu ganske tæt på at blive skrottet.

Det skriver Berlingske.

I stedet vil Copenhagen Malmö Port (CMP), som driver havnen, bruge seks måneder på at granske, om aktiviteterne i stedet kan rykke sydpå til Køge. Den østsjællandske købstad er i færd med en milliardstor udvidelse af sin havn - og er samtidig ved at opnå en stærk position som transportknudepunkt med blandt andet Skandinavisk Transport Center (STC) med flere store lagre.

- Køge Havn er med sin centrale placering, gode havneforhold og infrastruktur et interessant alternativ til terminalens nuværende beliggenhed i Nordhavn. Derfor har vi sammen med Køge Havn indgået et letter of intent om at undersøge muligheden for at placere en containerhavn i Køge Havn med CMP som lejer og operatør, udtaler Johan Röstin, administrerende direktør for det dansk-skånske havneselskab.

I Køge jubler Thomas Elm Kampmann, som er direktør for både transportcentret og havnen:

- Jeg tør ikke vurdere sandsynligheden for, at vi får containerhavnen, men vi går ind i det her, fordi vi kan. Hvis det bliver en realitet, vil jeg vurdere, at vi overtager havnen senest i 2020, og at det vil give 80-100 job, siger Kampmann til Berlingske Business.

For tre uger siden kunne Berlingske fortælle, at medicinalgrossisten Nomeco bygger et lager til en halv milliard kroner i transportcentret, som i forvejen huser store lagre for blandt andre Netto, Lidl og boghandlerne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079