EU-domstol: Transport til arbejde tæller som arbejdstid
Kørende arbejdstagere uden et fast kontor kan stå foran store omvæltninger i den måde, arbejdstiden opgøres på.
Af Stefan Buur Hansen
Det fastslår Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) nu i en ny dom.
Dommen – der altså kan have vidtrækkende konsekvenser for den måde, mange virksomheder organiserer deres arbejdskraft på – gælder for alle ansatte, som ikke har et fastlagt og stationært arbejdssted.
Ikke de ansattes eget ønske
Sagen tog sin begyndelse i Spanien, hvor sikkerhedsfirmaet Tyco i 2011 lukkede sine kontorer i provinsen for at samle alle aktiviteter i hovedstaden Madrid. Tycos ansatte blev herefter bedt om at køre ud til kunderne i provinsen direkte fra deres egen bopæl, og det er altså denne transporttid, som nu skal medregnes som en del af den samlede arbejdstid.
I dommen definerer EU-domstolen arbejdstid som det tidsrum, hvor den ansatte er til sin arbejdsgivers rådighed og udfører sine opgaver. Og det er den ansatte altså i det øjeblik, den ansatte sætter sig ud i bilen for at køre fra hjemmet og til den første kunde – samt fra den sidste kunde og hjem igen.
- Det faktum, at de ansatte starter og slutter deres ture fra hjemmet, stammer direkte fra arbejdsgiverens beslutning om at nedlægge de regionale kontorer og ikke et ønske fra de ansatte selv. At bede dem bære byrden af arbejdsgiverens valg ville være det modsatte af at beskytte sikkerheden og sundheden for de ansatte, sådan som det er hensigten med direktivet, hvilket inkluderer nødvendigheden af at sikre de ansatte en minimumsperiode med hvile, fastslår EU-Domstolen med henvisning til det såkaldte ’Working Time Directive’ fra 2003.
Dommen fra EU-Domstolens kan læses i sin fulde ordlyd her.
Opdatering (18/9-2015):
Det fremgik oprindeligt af artiklen, at der var tale om en ”kendelse” fra EU-Domstolen. Dette er ikke korrekt, og ordet ”kendelse” er nu rettet til ”dom”.
Endvidere er der indsat et direkte link til den danske udgave af dommen.
Redaktionen beklager fejlen.
Det fremgik oprindeligt af artiklen, at der var tale om en ”kendelse” fra EU-Domstolen. Dette er ikke korrekt, og ordet ”kendelse” er nu rettet til ”dom”.
Endvidere er der indsat et direkte link til den danske udgave af dommen.
Redaktionen beklager fejlen.
