23948sdkhjf

Flyttefolk får jysk formand

Vognmand Lasse Ødum er blevet ny formand for Dansk Møbeltransport Forening (DMF). Det er helt efter planen.
Den mere sindige og eftertænksomme jyde har afløst den noget mere sprælske københavner med de mange gode intentioner på formandsstolen. En helt igennem planlagt arvefølge på generalforsamlingen i Dansk Møbeltransport Forening (DMF).

Ny formand er den 43-årige Lasse Ødum – fjerde generation J. Ødum Eftf. A/S i Randers. Som næstformand i foreningen tog han over, da Leif Jensen for nylig trådte tilbage som foreningens formand. Leif Jensen har solgt sin flytteforretning i Rødovre og har efterfølgende forladt sit gamle firma. Ifølge foreningens love kan han i den situation ikke genvælges, og det var heller ikke på tale.

Den 53-årige Leif Jensen arbejder i dag med makulatorkørsel hos vognmand Henrik Tofteng.

Ødum: Opsvinget skal udnyttes

Lasse Ødum er en vognmand, som fra barnsben er vokset op ”bag rattet” i familievirksomheden, der i dag opgavemæssigt står på tre ben - vognmandsforretningen, kranafdelingen og Randers Flytteservice.

Mere vigtigt er, at han kender alt til vigtigheden af at køre en økonomisk sund forretning. Derfor skal opsvinget i branchen udnyttes.

I praksis betyder det, at den nye DMF-formand fortsat vil anvende en stor del af sin arbejdstid i Randers. Formandsopgaverne vil i højere grad end tidligere blive uddelegeret.

Han har før prøvet udfordringerne som formand - i Randers og Omegns Vognmandsforening i et par måneder, da der pludselig opstod akutte formandsproblemer.

Medlem af ATL

I modsætning til sin forgænger i DMF har J. Ødum Eftf. A/S på arbejdsgiversiden valgt at være medlem af ATL. Andre virksomheder i DMF foretrækker DTLs Arbejdsgiverforeningen, men det blander foreningen sig ikke i.

- Medlemmerne bestemmer selv, hvor de mener, det er bedst at være, siger Lasse Ødum.

Fordele og ulemper

Som jyde er Lasse Ørum ikke til de hurtige, smarte og forkromede programerklæringer. Han vil hellere se på fordele og ulemper, før han træffer en beslutning.

En af hans store fordele er, at han både er resultat- og kompromissøgende. Ikke nogen dårlig egenskab i den ofte uenige vognmandsverden.

Skal indordne sig

Lasse Ørum er blevet formand for en forening med et stærkt brand. DMF får løbende henvendelser fra flyttevirksomheder, der ønsker optagelse i foreningen, men det er ikke alle, der slipper gennem nåleøjet.

- Nye medlemmer skal kunne leve op til foreningens kvalitetsnormer. Naturligvis skal de have vognmandstilladelse, men de skal også indordne sig under vores etiske regler og normer for god forretningsskik. Og det har ikke været tilfældet med alle ansøgere, siger han.

DMF har 77 aktive medlemmer. Et nogenlunde konstant antal, der udgør omkring halvdelen af den danske flyttebranche.

Løber flod-marathon

Selv om Lasse Ørum gerne vil have fingeren på kundepulsen og kører en del med kranbil og flyttevogn, er han dog tvunget til at opholde sig mere og mere på kontoret. Og det er måske ikke det bedste for en mand, som vejer 100 kg og har en højde på 189 cm.

Noget af den overflødige kropsvægt bliver løbet væk. Det er blevet til adskillige halv-marathon, noget så eksotisk som 10 km. flod-marathon langs med Gudenåen og et par ugentlige løbeture.

Den handelsuddannede Lasse Ørum har det godt med, at også hjernecellerne på den måde får fornyet ilt, når der skal tænkes formandstanker.

Artiklen er en del af temaet Portræt.

Læs mere om: DMF
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.467