Kranfri håndtering af containere fra lastbil til tog
Safe Green Logistics har udviklet et nyt system til overføring af containere fra lastbiler og påhængsvogne til jernbanevogne
Overføringen sker ved, at lastbilen holder på en asfalteret vejbane, mens toget holder på jernbanen ved siden af, så det specielle skinnesystem kan få containeren ’skubbet’ over på toget.
Projektet er nu klart til at blive brugt i praksis, forklarer Heine Blach Jensen fra Safe Green Logistics:
- Det har været et meget spændende projekt, som vi har lært en masse af, og som er mundet ud i, at vi nu har en fungerende prototype. Der er også samlet et konsortium med de rette kompetencer til at prøve systemet i praksis på en etableret rute.
Der forventes en vækst på cirka 75% i de samlede godsmængder til og fra Danmark frem til 2025 i forhold til niveauet i 2005, og det er en målsætning, at godstransport på bane skal tage en større andel af denne vækst.
Godstransport på jernbanen kan nemlig bidrage positivt til trafiksikkerheden og miljøet, fortæller Janni Torp Kjærgaard, der er kontorchef i Trafik- og Byggestyrelsen:
- Det er positivt med nye idéer til udvikling af godstransporten på jernbanen. Derfor er jeg spændt på at se, hvordan det kommer til at gå i de praktiske tests, Safe Green Logistics skal gennemføre på konkrete ruter.