Universal Transport barsler med rekordregnskab
Vejle-virksomheden er på vej med sit bedste regnskab nogensinde og forventer yderligere vækst på 30% i 2016
- Vi tabte penge på en aftale, som jeg havde indgået med en enkelt kunde. Den kom vi ud af igen, og så gennemgik jeg sammen med virksomhedens advisory board alle vores kørsler. På den måde fik vi styr på, hvor vi tjente penge, og hvor vi satte til, siger administrerende Brian Søgaard.
Det gav pote på bundlinjen. Omsætningen passerer i år 100 mio. kr. og målet om en vækst på 30% er opfyldt. Fremadrettet vil der stadig være fokus på både den organiske vækst samt opkøb, men præcis, hvilke opkøb, der kunne være tale om, vil Brian Søgaard ikke ud med endnu.
Den store fremgang i forretningen skyldes ikke mindst, at der har været rigeligt at tage sig til. Og det har også betydet, at virksomheden har måttet opgradere på materielsiden.
- Vi har investeret i meget materiel; vi har været ude og købe for 10 mio. kr., blandt andet en kranbil. Det har været nødvendigt, fordi vi har fået nye opgaver fra nogle nye store kunder, hvor vi blandt andet skal køre med køkkener og gasbeton. Så derfor har vi været nødt til at investere, for at kunne servicere dem, forklarer Brian Søgaard.
Ser man mere geografisk på udviklingen, slår Brian Søgaard fast, at hovedsædet vil blive i Vejle, men at andre placeringer kunne være interessante, hvis man begynder at tænke i filialer:
- Lad mig sige det på den måde, at vi har fået en stor kunde i JKE-køkkener, der ligger ved Brønderslev i Nordjylland, og i og med at min administrerende direktør bor i Aalborg, så kunne en placering oppe nordpå være oplagt.
Universal Transport & Flytteforretning beskæftiger sig med alle former for flytte- og transportopgaver i både ind- og udland, for såvel det private erhvervsliv som det offentlige. Virksomheden, der også tilbyder lagerhotel, er hjemmehørende i Vejle og har i dag 125 ansatte.