23948sdkhjf

Ny direktør til Universal Transport

Ejerleder Brian Søgaard har valgt at overlade styringen til mere professionelle kræfter og indtræder selv i stillingen som salgschef
Da Brian Søgaard i sin tid stiftede Universal Transport & Flytteforretning, havde han kun sig selv, en kassevogn og en drøm om at være selvstændig.

Inspireret af sin søster og daværende svoger, der drev en transportvirksomhed, begyndte han så småt at varetage den kørsel, de gerne ville af med. Og han havde næppe regnet med, at han i 2015 ville sidde med en virksomhed med 125 ansatte og udsigt til et rekordregnskab.

Nu er han klar til at give styrepinden videre til en ny administrerende direktør, og kan med tilfredshed se tilbage på 25 begivenhedsrige år.

- Det har været sjovt og spændende, og kun én gang har vi sat penge til. Det var meget bekræftende, at da nyheden om den nye direktør kom ud, ringede flere af chaufførerne til mig og sagde, at hvis jeg ikke ville fortsætte, så ville de heller ikke, siger Brian Søgaard.

Valget af Brian Søgaards afløser er faldet på Thomas Hjort, der starter i virksomheden pr. 1. februar 2016. Han kommer fra en stilling som administrerende direktør i grossistvirksomheden Rikki Tikki Company A/S, hvor han har været ansat de seneste ni år.

Det betyder dog ikke, at Brian Søgaard forsvinder ud af virksomheden – nærmest tværtimod. Han vil have fingrene endnu længere ned i de mekanismer, der driver værket.

- Jeg fortsætter, og det for fulde omdrejninger, i stillingen som salgschef. Jeg vil ned på gulvet og arbejde med salg og kundepleje i stedet for, siger han.

Skiftet giver ham også mulighed for at bruge mere energi på et par andre småselskaber, han driver ved siden af.

Baggrunden for beslutningen ligger i en ærlig vurdering af egne evner. Brian Søgaard, der er uddannet automekaniker, har måttet erkende, at han med hastigt voksende Universal Transport ikke længere kan varetage posten alene:

- Jeg kender mine egne kompetencer, og jeg mener, at vi er nået til et punkt, hvor der skal andre ind nu, hvis vi skal fortsætte med at vækste. Det er min vurdering, at det krævede en ny direktør og en professionel bestyrelse.

Universal Transport har også for nylig fået ny økonomidirektør, og for tre år siden ansatte man en ny afdelingsleder, som Brian Søgaard kun har rosende ord til overs for.

- Han har virkelig gjort en stor forskel. Han har løftet rigtig mange byrder fra mine skuldre og har taget sig rigtig meget af driften. Nu mangler vi bare at få en lagerchef på plads, så er holdet sat, siger Brian Søgaard.

Valget af den nye administrerende direktør Thomas Hjort er truffet efter grundige overvejelser.

- Det har været vigtigt for mig, at kemien mellem os fungerer. Ellers kan det blive problematisk, når han skal være direktør, og jeg samtidig har min daglige gang i virksomheden, siger Brian Søgaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096