23948sdkhjf

Vokseværk i Søby Havn kan give 200 job

Ny havneudvidelse kan give et boost til Ærøs erhvervsliv og få stor betydning for øen i det hele taget
Gennem længere tid har Søby Havn på Ærø arbejdet på at udvide havneområdet. Nu er planerne så langt fremme, at Kystdirektoratet i øjeblikket behandler havnens ansøgning.

Hvis Kystdirektoratet giver grønt lys, vil det få stor betydning, siger formanden for Søby Havn Kaj Andersen.

- Det betyder noget for hele Ærø. Vi er jo et udkantsområde, så det er arbejdspladser, det drejer sig om, siger han.

Søby Havn vurderer, at en udvidelse af havnen vil skabe op til 200 jobs, og noget tyder på, at en havneudvidelse er en god forretning.

I Hvide Sande blev havnen udvidet tilbage i 2011, og det har tredoblet omsætningen, fortæller havnedirektør for Hvide Sande Havn Steen Davidsen.

- I 2010 havde vi en omsætning på 12 millioner kroner, og sidste år nåede vi en omsætning på 35 millioner. Så vi mener, det har opfyldt vores forventninger, siger han.

Søby Havn har endnu ikke de 180-200 millioner kroner, som havneudvidelsen vurderes at koste. Men det skal ansøgningen og en såkaldt VVM-undersøgelse blandt andet være med til at skaffe.

- Vi forudser, at det er lettere at skrabe pengene sammen, hvis vi har den undersøgelse, siger Kaj Andersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189