Flertal vil stramme reguleringen af pakkekørsel
Socialdemokraterne, Enhedslisten og Dansk Folkeparti vil sikre ordnede forhold for pakkeudbringning.
Det mener et flertal i Folketinget, som ønsker øget regulering af pakkekørslen.
I forbindelse med de igangværende postforhandlinger vil Socialdemokraterne fremsætte en beslutningsforslag, som skal pålægge regeringen at sikre overenskomstlignende vilkår for kørsel med biler under 3500 kilo.
De er ikke omfattet af Godskørselsloven, og det har givet uacceptable arbejdsvilkår, mener postordfører Christian Rabjerg Madsen.
- Vi kan se, at private aktører i stedet for at ansætte chauffører outsourcer opgaven til "arme-og-ben”-virksomheder, som ikke skal leve op til krav om køre-hviletid, og som derfor kan køre 23 timer i døgnet, siger han til Ritzau og uddyber:
- Det underminerer gode arbejdsforhold på pakkeområdet, og det er til gene for trafiksikkerheden.
- Et rent Klondike
Hos 3F genkender man billedet af et marked, der er udfordret på arbejdsforholdene.
- Det er et rent klondike, og det er det også hos store firmaer.
- Enhver, der bare har en lille smule sund fornuft, kan se, at de her biler køres af nomader, som presser de etablerede firmaer, der har ordentlige forhold, ud, siger Jan Villadsen, som er formand for fagforbundets transportgruppe.
Politisk enighed - næsten
Enhedslisten er positiv over for Socialdemokraternes udspil og er klar til at stemme for.
- Vi har sagt i mange år, at det skal ind under Godskørselsloven, så hvis der kommer et initiativ, så støtter vi det, siger transportordfører Henning Hyllested.
Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, ser gerne en regulering af arbejdsforholdene, men er skeptisk for at inkludere de lette fragtbiler i Godskørselsloven.
- Der er krav om, at man stiller sikkerhed på 150.000 kroner, og det synes jeg er overkill med de her små biler, påpeger han over for Ritzau.
Derfor vil ordføreren se Socialdemokraternes forslag, før han tager stilling til, om partiet vil stemme for.
- Vi ønsker ordnede forhold i branchen, ordentlig løn og overenskomstvilkår, og så må vi forholde os til det konkrete forslag, når det kommer, siger Kim Christiansen
/ritzau/