Måske færge fra Samsø til Aarhus inden sommer
Planerne om en direkte rute rykker tættere på. Investorer er i Norge for at se på færge
Det skriver TV2 Østjylland.
Gruppen af investorer har opgivet at etablere ruten i samarbejde med Samsø Kommune og har derfor valgt at gå enegang i bestræbelserne på at få en færge sat i søen.
Lige nu er flere repræsentanter fra gruppen i Norge for at se nærmere på en færge, som muligvis skal købes. På lørdag er samtlige cirka 800 investorer inviteret til et hasteindkaldt møde på Samsø, hvor de bliver forelagt de nye muligheder.
- Vi forsøgte at få en kommunal løsning, men nu gider vi ikke vente på Samsø Kommune længere. Vi tager udfordringen op og går efter at få en rute, der skal drives kommercielt. Vi tror på det, siger Ruth Lange fra Nordby til tv2oj.dk.
Kilde: TV2 OJ