ITD: Grænsekontrol må ikke hæmme samhandlen
Brancheorganisationen forstår den ekstraordinære situation, men advarer mod, at en sænket grænsebom kan hæmme den danske samhandel
ITD ser fornuft i den tilgang regeringen har lagt, hvor myndighederne står for kontrollen.
- Vi har mange medlemmer, der hver eneste dag bringer varer ud i Europa og ind i Danmark og dermed bidrager til vækst og arbejdspladser i Danmark. Vi noterer os, at statsministeren i første omgang har gjort grænsekontrollen midlertidig, og at man ikke har indført transportøransvar. Vi bemærker også, at man fra regeringens side har valgt en pragmatisk løsning med stikprøvekontroller, der vil sikre et nødvendigt flow i trafikken. Ved ikke at lægge grænsebommen helt ned tilgodeser man de danske transport- og logistikvirksomheder. Det er positivt, siger Jacob Chr. Nielsen, adm. direktør i ITD.
Jacob Chr. Nielsen understreger, at det er vigtigt, at vi undgår situationer, som set rundt om i Europa i efteråret med timelange køer ved grænserne til følge, som hindrer varernes frie bevægelighed.
- Vi skal i fællesskab finde en løsning på de udfordringer Europa står over for med de voksende flygtningestrømme, men vi skal hele tiden arbejde for, at danske virksomheder og den danske vejgodstransport ikke rammes i deres arbejde med at skabe vækst til Danmark. Det er derfor vigtigt, at regeringen indregner dette i den linje, man vælger at lægge også for fremtiden, siger Jacob Chr. Nielsen og fortsætter:
- Vi har forståelse for den ekstraordinære situation, men det er en del af vores dna som transportører, at vi ikke ønsker nationale særregler. Vi og vores medlemmer ønsker ikke en situation, hvor vi står med 28 forskellige særlovgivninger inden for eksempelvis transportøransvar, som vi skal forholde os til. Vi ser derimod et behov for at man arbejder for en fælleseuropæisk løsning i denne ekstraordinære situation, siger Jacob Chr. Nielsen.