Morsø tættere på stor havneudvidelse
Sillerslev Havn på Mors et skridt nærmere udvidelse - lokalplan for millionprojektet er sendt i høring
Det ser politikerne i Morsø Kommunalbestyrelse gerne ske. I aftes var der opadvendte tommelfingre til et lokalplanforslag, som har været længe undervejs, men som først nu når ud til offentlighedens kendskab.
- Der har været arbejdet med planerne siden 2012, hvor de forskellige interessenter var samlet til møde. På den anden side af den nuværende østmole er der mulighed for at etablere en rimeligt stor, ny lystbådehavn. På det nye areal vil der kunne udvides med turisme- og borgeraktiviteter, sagde Meiner Nørgaard (DF), formand for udvalg for teknik og miljø, der havde planen til behandling på sit lukkede møde i december.
Et nyt havne- og borgerhus er et af de tiltag, planen giver mulighed for. Brænderiet Limfjorden vil få mulighed for at udvide på vestmolen, samtidig med, at fiskernes hus flyttes herud. Gamle oplagspladser og forfaldne fiskerhuse vil blive fjernet og erstattet af nye. Inde på land skal der være mulighed for udvidelse af et industriområde, hvor virksomheden Wittrup Seafood i øjeblikket har aktivitet med syv arbejdspladser.