Rekordernes år for nordjysk lufthavn
Største år, største måned og største dag i Aalborg Lufthavns historie
2015 blev også året, hvor lufthavnen manifesterede sig som international lufthavn, idet selskaber som KLM, Turkish Airlines, Vueling samt Sun-Air satte mere kapacitet ind, mens tyske Lufthansa i marts åbnede en direkte rute til Frankfurt.
- Selskabernes vækst år efter år dokumenterer, at markedet eksisterer og stadig ikke er udtømt, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen, der også glæder sig over udviklingen på chartermarkedet:
- For bare fem år siden så vores charterprogram relativt begrænset ud, men i dag oplever vi stor interesse fra charterselskaberne, både hvad angår det at åbne nye og spændende rejsemål her fra Aalborg Lufthavn, men særligt hvad angår sædeudbud, siger Søren Svendsen.
Han peger også på, at gratis parkering til netop denne målgruppe, hvor eksempelvis storfamilien rejser tre generationer sammen i 14 dage, er af stor betydning for det samlede rejsebudget.
I faktuelle tal rejste i alt 1.456.496 til og fra Aalborg Lufthavn i 2015 mod 1.409.867 i 2014.
Syv gange i årets løb blev der sat månedsrekord, og den største af dem alle nåede lufthavnen i september, hvor man betjente 146.791 afrejsende og ankomne passagerer.
Den største enkeltdag nogensinde blev fredag 9. oktober, da 4134 passagerer gik gennem lufthavnen.
Endelig glæder det staben i lufthavnen, at den støtte tilbagegange på indenrigsruten til København har stabiliseret sig, så man i fjerde kvartal ikke oplevede nedgang på denne rute.