23948sdkhjf

Uddannelsesrådgivning får større fokus hos ITD

ITD opgraderer og fordobler antallet af medarbejdere på uddannelsesområdet.
ITD har valgt at opprioritere på uddannelsesområdet. Der er kommet to nye medarbejdere, så nu er der i alt fire medarbejdere, der hver dag arbejder for bedre uddannelsesforhold for transportbranchen. Ud over Anders Jessen og Jo Madsen er konsulenterne Poul Erik Pedersen og Jørgen Smed nu med på holdet.

- De sidste års tid har vi forberedt denne udvidelse. Vi har spurgt vores medlemmer, hvilke forventninger og krav de har til uddannelse i transportbranchen. Det bruger vi som afsæt til en række nye initiativer.

- Generelt har vognmænd og transportfirmaer svært ved at finde tid til uddannelse af deres medarbejdere. De har en travl hverdag, hvor det ikke altid er nemt at planlægge. Det får vi bekræftet i undersøgelsen.

- Vognmændene er glade for de generelle kursustilbud, vi har, og som bliver offentliggjort i vores uddannelseskatalog to gange om året. De synes, at der er tale om nogle gode og relevante kurser som køre/hviletid, farligt gods og lastsikring, men også forskellige leder- og sprogkurser. Men det kniber med at finde tiden.

Mere rådgivning

ITD’s undersøgelse viser også, at vognmændene efterspørger mere rådgivning på uddannelsesområdet. De efterlyser hjælp til at finde de rette kurser og uddannelsestilbud til deres medarbejdere.

- De efterspørger en mere målrettet rådgivning, forklarer Anders Jessen.

- Mange af vores medlemmer kunne tænke sig at få afdækket hvilke behov og muligheder, deres chauffører, mellemledere og de selv har for videreuddannelse og dygtiggørelse.

- Virksomhederne har også et ønske om, at kurserne og undervisningen bliver holdt i eller i nærheden virksomheden. De vil gerne undgå at skulle rejse til en anden landsdel.

Små moduler

- Vi vil se nærmere på, hvordan vi kan arrangere nogle forløb ude i virksomhederne, hvor vi både kommer med relevante input og efterfølgende står for at arrangere kurserne.

- Virksomhederne efterspørger også kortere uddannelsesforløb. Det kunne være små moduler på to-tre timer om centrale emner som køre/hviletid. Det behøver heller ikke være heldagskurser.

- Det er ideer, vi vil arbejde videre med. Vi skal dels rådgive medlemmerne, dels stå for undervisningen efterfølgende. I det omfang vi ikke selv kan, vil vi gøre det med hjælp udefra, siger Anders Jessen.

Forbedret rådgivning

Et andet område, hvor ITD vil opgradere sin medlemsservice, er på rådgivningsservicen, når medlemmerne ringer ind med uddannelsesspørgsmål.

- Der er et stort behov for at få mere information om de forskellige støtteordninger, der findes, siger Anders Jessen. Hvordan er reglerne for kompetenceudviklingsfondene? Hvad kan man få tilskud til? Hvordan er reglerne for merit? Hvordan kommer man i gang? På dette område er der et stort behov for information.

- Mange er usikre på, hvad de kan få tilskud til. Der findes forskellige fonde, men man skal være medlem af ATL eller DTL-Arbejdsgiverforening for at få adgang til kompetenceudviklingsfonde. Fondene får penge fra beløb, som vognmændene betaler i forbindelse med overenskomsterne; men medlemmerne ved ikke rigtig, hvordan de fat i pengene, når de sender en medarbejder på kursus.

Gode til samarbejde

På uddannelsesområdet har ITD også et godt samarbejde med Danske Speditører og Danske Busvognmænd.

- Vi har etableret et uddannelsesråd, hvor vi to gange om året sætter os sammen og diskuterer uddannelsesspørgsmål og -politik. Vi ser på, om der er særlige udfordringer for vores respektive brancher.

- Vi tilbyder også vores medlemmer et praktisk lederkursus i samarbejde med Århus Købmandsskole. Det har vi gjort i syv år nu. Her mødes kursisterne hver anden tirsdag til en uddannelsesdag om grundlægende

Det varer et års tid.

- Det har været en stor succes. Vi uddanner hvert år 14-15 medarbejdere til at blive praktiske ledere. Nu vil vi se, om vi kan opgradere denne uddannelse med nogle tillægsmoduler, så den kan give såkaldte ECTS-points. Der er tale om internationalt godkendte points, man opnår, hvis man tager en uddannelse.

For mange uddannelser

En af ITD’s mærkesager er at få skabt bedre overblik over de transportuddannelser, der findes i Danmark.

- Der er for mange transportuddannelser, som ender blindt, og som ikke giver de unge mulighed for at komme videre i en uddannelse, mener Anders Jessen.

- Vi kunne godt tænke os, at der blev lavet en såkaldt uddannelsesvej for de unge. Det skal være nogle anbefalinger til de veje, han kunne gå ved at tage en uddannelse inden for transport. Det handler om at give de unge en vejledning i de muligheder de har.

- Der findes i dag over 150 forskellige uddannelsestilbud inden for transportområdet, og det kan være svært for de unge at gennemskue.

- Måske skulle vi koncentrere ekspertisen på nogle områder på færre steder. I dag er fx EUC Lillebælt blevet skolen for sværgods. Her er ekspertisen inden for netop det transportområde samlet. Sådan en udvikling så jeg gerne for andre fagområders vedkommende, så det faglige niveau blev koncentreret ét sted i landet.

- Det er ikke ment som en kritik af skolerne. De gør et godt arbejde, men set fra brugerne kunne det skabe bedre overblik - og det føler jeg, at branchen har brug for, siger Aners Jessen.

Bedre kvalitet

Endelig er Anders Jessen godt tilfreds med den kvalitetsforbedring, der er sket inden for den lovpligtige chaufføruddannelse.

- Alle chauffører skal jo gennemføre en uges efteruddannelse hvert femte år. Nu har uddannelsen kørt i mere end syv år, så en del chauffører har gennemført kurset to gange. Der har været enkelte eksempler på, at der blev tilbudt det samme kursusindhold som for fem år siden. Chauffører, der har oplevet det, har selvfølgelig været utilfredse med at skulle tilbringe en uge på skolebænken - uden reelt at lære noget nyt.

Her gælder det om at sikre, at chaufførerne får noget godt ud af kurset. Det er ikke bare noget, der hurtigt skal overstås, slutter Anders Jessen.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109