Sponsorat sender havnedirektør i stormvejr
Havnedirektøren i Frederikshavn Havn anklages for nepotisme og inhabilitet
Spørgsmålene er blevet aktuelle i forbindelse med at Frederikshavn Havn har indgået en tre-årig samarbejdsaftale, der omfatter alle AaB’s eliteungdomshold.
Aftalen betyder, at alle AaB’s eliteungdomshold fra U/13 til U/19 de næste tre år vil bære navnet ”Port of Frederikshavn” på deres kamptrøjer.
Shitstorm på nettet
Nyheden har bragt havnedirektør Mikkel Seedorff Sørensen ud i en regulær shitstorm på nettet.
Flere anklager ham for nepotisme og inhabilitet, og det i en grad, så havnedirektøren føler sig nødsaget til at forsvare sig.
NORDJYSKE har talt med havnedirektøren, der ikke ønsker at kommentere sagen yderligere. Han henviser til sit opslag på Facebook, hvor han blandt andet skriver:
- Desværre har nogle af jer koblet historien op på, at vi har lagt sponsoratet på grund af min søn, der ganske rigtigt spiller i AaB, hvilket har gjort rigtig ondt (...) Det gør ondt at se billeder af min 12-årige søn på Facebook, fordi Frederikshavn Havn har indgået en samarbejdsaftale, der forhåbentlig kan komme de lokale virksomheder til gode. Jeg vil i den forbindelse nævne, at jeg (som ansvarlig direktør for havnen og far til Emil) har stemt af med AaB, at det ikke er nepotisme eller specialbehandling af Emil, der ligger til grund for aftalen.
Mikkel Seedorff Sørensen begrunder sponsoratet med havnen ønske om ”at kopiere AaB’s dygtige fostring af fodboldtalenter over i erhvervslivet”.
- AaB startede netop dette ud fra devisen om, at man i Nordjylland er nødt til at skabe sine egne talenter, hvilket også er gældende i erhvervslivet, skriver havnedirektøren på Facebook.
Kommunen: Ikke ulovligt
Frederikshavn Havn er en kommunal selvstyrehavn, og ifølge kommunaldirektør i Frederikshavn Kommune, Mikael Jentsch, er det ikke forbudt for den slags kommunalt ejede selskaber at tegne sponsorater.
- Der er et armslængdeprincip mellem kommunen og selskaberne, så det blander vi os ikke i. Det er altid bestyrelsens ansvar, siger Mikael Jentsch.
I 2015 brugte Frederikshavn Havn cirka 3,5 millioner kroner på sponsorater, heraf cirka 1,7 millioner kroner som et ekstraordinært sponsorat omkring tv-serien Norskov.
Derudover er havnen sponsor for Frederikshavn White Hawks, Vendsyssel Håndbold og Vendsyssel Elite Badminton samt de lokale fodboldklubber Bangsbo Freja og FfI.
Frederikshavn Havn har også givet tilskud til studierejser for studerende på MARTEC, når de tager på studieture i udlandet.
Mikkel Seedorff Sørensen understreger, at der ikke er kommunal finansiering i havnens drift, men at alle indtægter skabes via kommercielle aktiviteter og indtægter fra havnens kunder.