23948sdkhjf

Taxabranchen vil køre Uber i sænk med ny lov

Taxabranchen går nu sammen om at kræve en ny lovgivning, så den kan konkurrere på lige vilkår med Uber
Taxabranchen mener, at det kræver en mere moderne lovgivning på området, hvis der skal være plads til at konkurrere med Uber.

Det skriver Børsen.

Problemet er ifølge Palle Christensen, der er taxavognmand og formand for 4x27, at taxalovens mange alvorlige begrænsninger er en ulempe, når et udenlandsk firma som Uber kommer til landet og ikke vil anerkende loven.

Han peger på lovens foreskrift om, at et bestillingskontor skal fordele ture ud ligeligt blandt de tilsluttede vognmænd. Det bliver en hæmsko for udvikling af branchen, fordi taxaselskaberne ikke kan levere specielle ydelser eller ekstra service.

Han er en af stifterne bag det nyoprettede netværk Dansk Taxi, der er klar til at gøre op med de traditionelle krav, som taxabranchen lider under i dag.

Netværket sendte onsdag et brev til transportminister Hans Christian Schmidt (V), hvor kravet om en ny taxalov blev stillet. Det skete dagen før, at transportudvalget mødes, hvor en ny taxalov for første gang er på dagsordenen.

- Jeg er normalt en pænt borgerlig og konservativ person. Men det, der sker lige nu i vores branche, er, at vi er udsat for urimelig konkurrence fra et ærkekapitalistisk amerikansk system, der voldtager taxabranchen. Så det eneste, vi bare gerne vil nu, er at få de samme konkurrencevilkår, siger Thomas Petersen, der er medstifter af Dansk Taxi og til dagligt er administrerende direktør i Amager-Øbro Taxa, til Børsen.

Ifølge Børsens oplysninger vil der i slutningen af februar blive nedsat en arbejdsgruppe, der skal arbejde på et forslag til en ny taxalov.

Branchedirektør hos DI Michael Svane er også klar over nødvendigheden af en ny lovgivning på taxaområdet.

- Hvis ikke man får moderniseret lovgivningsrammen for taxamarkedet nu, så har vi en hel branche, der står i problemer helt op til halsen og også over den. Så det er sidste chance, sådan som jeg ser det, siger Michael Svane, der bekræfter, at DI er med ved bordet, når den nye lov skal udformes.
Læs mere om: Uber
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094