Slut med molbo-rute til toldsted
Reglen om nærmeste toldsted ændres, så lastbiler slipper for omvej til Aarhus.
SKAT ændrer nu reglen om "nærmeste toldsted", så det i fremtiden er nærmeste toldsted på ruten og ikke nærmeste i fugleflugtslinie, at varerne skal fremvises.
Det er en ændring, som speditører længe har sukket efter.
Transportmagasinet omtalte det molboagtige forhold i sommers (TR nr. 14/2015), hvor toldspeditør Jytte Philipsen Jacobsen fra Fairtrans gav et eksempel på en transport fra et toldoplag i Vejle, der skal til Aarhus for at få ordnet papirerne, før man kan køre til Tyskland. Ikke alene er det en omvej på 142 km, men det er også en ekstra omkostning på 1.200-1.500 kroner.
Omvejen skyldes, at nærmeste toldsted målt fra Vejle er Aarhus - og reglen om "nærmeste toldsted" betyder, at transporten skal til Aarhus - også selv om der ligger et toldsted i Padborg, som er på vejen til Tyskland.
Jytte Jacobsen og Danske Speditører opfordrede via Transportmagasinet skattepolitikerne til at ændre til reglen til "nærmeste toldsted på ruten".
Opfordringen blev hjulpet på vej af skatteminister Karsten Lauritzens (V) væbner i folketingsgruppen, skatteordfører Louise Schack Elholm (V): - Det virker helt hen i vejret at køre en omvej omkring Århus for at komme sydpå.
Den ny fortolkning af "nærmeste toldsted" er også godkendt af EU-kommissionen.