23948sdkhjf

Boganmeldelse: Tidskrævende men tankevækkende bog om udvikling

Bliver alle de løsninger, som din virksomhed udvikler til bragende successer, eller er der, som for de fleste virksomheder, langt imellem? Så kan det være fordi, du bruger for lidt ressourcer på de tidlige faser af udviklingen, og her har denne forfatter noget værdifuldt på hjerte.
Lad mig sige det med det samme: Du skal have tid til at læse denne bog! Jeg var faktisk nødt til at læse den to gange, da jeg efter første gang, havde en underlig fornemmelse af at være irriteret og betaget af bogen på samme tid! Der VAR virkelig noget substans i den, men samtidig var jeg flere gange ved at falde i søvn over de mange henvisninger til kendte modeller igennem hele bogen. Jeg var nødt til at læse bogen langsommere og reflektere mere over substansen – og derved understreger Steinar Valade-Amland tavst sin hovedpointe i bogen: Der er alt for lidt tid og rum til refleksion i nutidens organisationer! Der er passager i bogen, hvor jeg slet ikke kan slippe den igen, men hvis du er kyndig indenfor udviklingsmodeller og innovation, så er bogens foreslåede model og gennemgang af samme, virkelig ikke særlig interessant.

Forfatteren har opbygget bogen i fem afsnit, hvor jeg dog savner en klar rød tråd.

Del 1 beskæftiger sig med grundlæggende innovationsbegreber, forskningsresultater om kreativitet og en refleksion over måden, hvorpå problemer løses i dag. Ikke noget nyt under solen, men en rigtig fin opvarmning.

Del 2 er virkelig et fængende kapitel, og noget som de fleste vil kunne finde inspiration i – nemlig måden hvorpå der tages beslutninger i virksomheder og offentlige institutioner. Her gør Steinar Valade-Amland op med den arketypiske leder, som skal være handlekraftig, hvilket alt for ofte ender med, at man går i den forkerte retning. Man vinder ikke mange point ved at være reflekteret og bruge noget ekstra energi på at definere, om vi rent faktisk forstår de udfordringer, som vi forsøger at løse. ”Klar-fyr-sigt” er ofte den typiske ledelsesstil. Forfatteren gennemgår derefter en længere udredning, omkring hvad der styrer vores refleksion. Det er blandt andet på dette tidspunkt i bogen, hvor du, hvis du har lidt for travlt, ikke fanger budskaberne. Gå tilbage og læs det igen - det giver rigtig god mening at tænke over, hvis du gerne vil sammensætte dit team på den bedste måde.

Del 3 handler om framing og reframing, der dybest set forklarer, hvordan du forstår det problem, som du står overfor at løse. En hovedpointe i bogen er netop, at alt for mange løsninger bliver udviklet med den forkerte problemformulering, og derfor bliver de ikke særlig gode. Kapitlet handler om, hvordan du kan udfordre problemstillingen, finde nye vinkler og omformulere dit problem til ”hovedproblemet”.

Del 4 er en gennemgang af Innoliteracy-modellen, som er en sammenskrivning af primært Coopers Stage-gate model og IDEO’s designmodel. Der er virkelig ikke så meget nyt i dette, da mange har arbejdet med dette fra andre vinkler før, og forfatteren bemærker ligeledes, at mange virksomheder sikkert allerede arbejder efter en lignende proces. Set fra denne anmelders synsvinkel savner jeg noget mere ”hands-on” viden om, hvad denne model bidrager med, hvis en virksomhedsleder valgte at implementere den.

Del 5 starter med en diskussion af risici, og hvordan de håndteres i de fleste organisationer. Budskabet er, at man skal være mere bevidst omkring, at omkostningen ved at ville udvikle noget nyt er, at man må påtage sig risici, og alt for mange virksomheder har svært ved dette. I slutningen af bogen perspektiverer forfatteren med en række virkelige eksempler, omkring hvordan brugen af ”design thinking” i udviklingsprocessen kan forbedre resultatet – for eksempel i eksemplet med den engang landsdækkende elektronikkæde Merlin, som havde store problemer med at tiltrække kvindelige kunder i deres butikker. Meget hurtigt havde man konkluderet, at det var fordi, de havde problemer med at tiltrække kvindelige medarbejdere, som de kunne identificere sig med og lagde derfor denne opgave ud til innovationseksperter for at blive løst. De valgte dog i stedet at udfordre problemformuleringen ved at inddrage en masse forskellige interessenter, kunder, kvinder, mænd, antropologer og mange andre og fandt i processen ud af, at det slet ikke var de mandlige ekspedienter, som var problemet. Faktisk følte kvinderne sig mest trygge ved at handle elektronik af mænd, men problemet var i stedet, at de ikke følte sig velkomne i det meget produktfokuserede univers, hvor brugeroplevelsen ikke var i fokus. Som Steinar Valade-Amland tørt konkluderer: ”hvad mon det ville have kostet af fejlslåede investeringer, ansættelser og organisatoriske ændringer, hvis man havde valgt at forfølge den oprindelige fortolkning af situationen”?

Konklusion
Der er ikke nogen tvivl om, at hvis du har en baggrund i innovationsmiljøer, så vil du komme til at hade og elske denne bog. Du vil hade den, fordi der er alt for meget ”gammel viden”, som optager rigtig meget plads, og du vil elske den for forfatterens meget fine refleksion over de udfordringer, som vi til dagligt slås med. Bogen er en god supplering til at perspektivere emnet, men absolut ikke en begynderbog – dertil er der for mange indforståede meninger og holdninger. Bogens ”resultat”, hvilket er modellen ”Innoliteracy”, vil jeg tro bliver glemt meget hurtigt, men ikke forfatterens mange gode pointer omkring at have innovationskompetence, hvilket tydeligvis bygger på mange års erfaring og indsigter.



På en skala fra 1-10
Noget på hjerte: 8/10
Direkte brugbar: 3/10
Godt skrevet: 7/10

Titel: Innoliteracy
Forfatter: Steinar Valade-Amland
Forlag: DJØF
Sider: 156
Pris: 295,00

Tobias Baldrian Madsen er forretningsudviklingschef, strategiansvarlig og salgsleder hos Deloitte. Til dagligt arbejder han med ledelsesudvikling, strategisk kommunikation, forretningsplaner og andre strategiske projekter. Tobias har en fortid ved Grundfos som business developer og business intelligence manager med fokus på produktudvikling, virksomhedsopkøb og partnerskaber. Tobias er uddannet business development engineer fra Aarhus Universitet.

Har du en bog som du gerne vil have anmeldt? Så send den til Deloitte Silkeborg, Att,: Tobias Baldrian Madsen, Papirfabrikken 26, 8600 Silkeborg eller , hvis det er en e-bog.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094