Mulig ny kombiterminal i Padborg
Lokalpolitikere vil se nærmere på behovet for en ny kombiterminal for godstrafik, der skal gøre Padborg til centrum for gods på bane i grænseegnen
Der er peget på Flensborg-forstaden Weiche lige syd for grænsen som en mulig placering. På den måde sparer de nordgående tog tid, når de ikke skal ind til banegården i Flensborg by, og den nord-sydgående linje rettes ud, så rejsetiden mindskes.
Næste naturligt skridt er for borgmester Thomas Andresen at kigge på, hvordan behovet er for en ny kombiterminal.
- Vi har i Padborg en godsterminal, der hvert år har haft en stigning i gods, og dermed sammensættes nogle efterhånden rigtig store togstammer, der skal videre sydpå. Vores ambition er, at godsterminalen i Padborg skal gøres til hele grænseegnens godsterminal, så nu vil vi i fællesskab finde ud af, hvad det stiller af krav, siger han.
Arbejdet vil komme til at foregå i tæt samarbejde med Flensborg, ligesom det er sket omkring grænsebanegården. Det var et specifikt ønske fra Flensborg Bystyre, at der skulle analyseres på mulighederne for enten at udvikle eller helt flytte banegården fra Flensborg by.
Godsterminalen kommer som en naturlig anden fase, vurderer Thomas Andresen:
- Vi vil selvfølgelig helst bruge det til at gøre opmærksom på os selv. Vi har investeret en del midler sammen med Banedanmark, og godstrafikken ekspanderer rigtig flot dernede, så det er oplagt at slå på trommer for, at godset tager vi os af i Padborg.
Borgmesteren mener, analysen er et godt grundlag for at komme videre med planerne.
- Der skal arbejdes på begge sider af grænsen for at få planerne ført ud i livet, så vi kan få en banegård, der også bliver et godt eksempel på et dansk-tysk partnerskab. Det kræver blandt andet, at ikke bare Aabenraa Kommune og regionen, men også folketingets politikere kan de se åbenlyse fordele og bakker projektet op, siger han.