Færdselsstyrelsen kommer Kran Blok i møde
Overvejer at ændre reglerne om brug af følgebilerne.
Følgebilerne skal altid ledsage en særtransport. Nu vil vognmændene også kunne bruge følgebilen til at regulere trafikken, når for eksempel særtransporten holder stille.
Færdselsstyrelsen har svaret, at de vil se nærmere på Kran Bloks ønske, når den senere på året skal evaluere hele området omkring specialtransport-assistenter. De har i dag lov til at regulere trafikken i forbindelse med særtransporter.
Frank Segall, formand for Kran Blok, er meget glad for Færdselsstyrelsens svar.
- Vi har længe ønsket at ændre lovgrundlaget om brugen af ledsagebiler blandt andet i forhold til at bruge bilerne til at regulere trafikken.
Farlige situationer
- Jeg bliver meget ofte kontaktet af specialtransport-assistenter, der fortæller om farlige hændelser, fordi de har fået ordre på at stille følgebilen i vejsiden og gå ud på kørebanen for at regulere trafikken.
- Trafikanterne har fokus på ledsagebilen, der blinker i vejsiden, og ser slet ikke personen der står på vejen, siger han.
I svaret fra den nye færdselsstyrelse i Ribe skriver fuldmægtig hos Færdselsstyrelsen, Sabrina Djarling, blandt andet, at
"...Kran Blok ERFA længe har ønsket ændringer vedrørende bekendtgørelse nr. 1282 af 12. november 2013 om visse personers adgang til regulering af færdslen i forbindelse med særtransporter (specialtransportassistentbekendtgørelsen).
Som oplyst i en tidligere mail fra Trafik- og Byggestyrelsen, planlægger styrelsen senest medio 2016 at evaluere specialtransportassistentområdet. Henvendelsen vil derfor naturligvis kunne indgå i dette arbejde..."
Mere er der ikke lovet, men det er nok for Frank Segall til at bevare optimismen.