23948sdkhjf

Finn Bjerremand fylder 60 år

Teknisk konsulent hos DTL, Finn Bjerremand, fylder 60 år
Finn Bjerremand, teknisk konsulent hos DTL Danske Vognmænd siden 2014, fylder 60 år på tirsdag den 16. februar 2016.

Finn Bjerremand er kendt som testkører, journalist, ex-vognmand, chauffør - ja, man kunne måske kalde ham en slags multikunstner i vognmandsbranchen. Han kan udføre alle mulige opgaver og har en enorm viden om lastbiler og vognmænd.

Finn har konstant fingeren på pulsen og ved, hvad der rør sig. Hans netværk er meget omfattende. Mange chauffører og vognmandsfamilier er en del af hans personlige bekendtskabskreds.

Finn Bjerremand er konstant på farten med sit fotoudstyr over skulderen på vej fra den ene ende af landet til den anden - eller ud et eller andet sted i Europa for at teste lastbil. Og det kommer han til tit, for han står højt på lastbilproducenternes liste over journalister, som skal med til testkørsler.

Lastbilerne fik Finn Bjerremand ind med modermælken. Han blev født som den ældste af tre sønner i en vognmandsfamilie fra Juelsminde. Som 18-årig begyndte han at køre eksport, og da han senere kom i militæret, kørte han bjærgningsbil. Han har også haft egen vognmandsforretning i seks år og drevet familievirksomheden i tre år.

I 1988 trådte han ud fra førerhuset og ind på vognmandskontoret. Frem til år 2000 var han ansat som disponent og administrationsmedarbejder hos en række specialtransportører. Det var også i denne periode, at han for alvor begyndte at interessere sig for journalistikken. Den første artikel om en lastbil skrev han allerede i 1971, men her i slutningen af 1980'erne gik det hurtigt. Som freelanceskribent specialiserede han sig i test af lastbiler og besigtigelse af rullende materiel.

Det førte til, at Finn Bjerremand i år 2000 blev ansat som journalist ved Dansk Transport Forlag A/S i Padborg, hvor han blev tilknyttet månedsbladet TransInform. Her blev det til en masse lastbiltests og lange artikler om vognmænd, deres materiel og forholdene for branchen. I de 14 år han var ansat på bladet, fik han skabt en platform, hvor vognmænd og chauffører kunne komme til orde - på deres egne præmisser.

Er der nogen, der taler vognmændenes sprog, er det Finn Bjerremand. Derfor var det et scoop - for både ham selv og DTL - at vognmandsforeningen fik ansat ham i februar 2014.

Fra første dag gik han ihærdigt til "drømmejobbet," som han selv har kaldt sin nye stilling. Han overtog straks jobbet som sekretær i Kran Blok ERFA og har fundet et perfekt parløb med formanden Frank Segall. Sammen giver de medlemmerne masser af "valuta for pengene." Hver dag sendes mails ud om vejarbejder, lukkede afkørsler og omkøsler. Samtidig holdes Færdselsstyrelsen konstant til ilden med forespørgsler, breve og forslag til at forbedre forholdene for netop denne del af branchen. Derfor er det også Finn Bjerremands fortjeneste, at Kran Blok ERFA oplever så stor en fremgang.

Finn Bjerremand har nok at se til. Ud over sekretærjobbet i Kran Blok Erfa kan nævnes, at Finn Bjerremand også er sekretær i DTL's Selvkører Netværk. Han sidder med i nogle tekniske udvalg hos den internationale vognmandsforening, IRU, og så sidder han i Nordisk Vej Forbund. Ved siden af alt dette skal manden også passe sit daglige arbejde i DTL med almindeligt medlemsservice.

Fødselsdagen fejres i familiens skød den kommende uges tid.

Artiklen er en del af temaet Portræt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078