Flyselskaber sparer kassen på billig olie
Prisen på flybrændstof er på to år faldet med 70%, men flybilletter over Atlanterhavet er kun faldet med 2%
Den britiske avis Daily Telegraph skriver, at brændstofprisen er faldet med 70 procent på to år.
I 2014 var prisen for et ton airfuel 986,50 dollar.
Ved samme tid i 2015 var prisen 599,25 dollar per ton, og i denne måned er prisen faldet til 300 dollar for et ton brændstof.
Avisen har også set på, hvad det har gjort for almindelige mennesker, der køber en flybillet. Her er det noget sværere at finde prisfald.
I de samme to år har der været et fald i den gennemsnitlige pris for en flybillet fra Storbritannien og over Atlanterhavet til USA, men det gennemsnitlige fald er sølle to procent.
Det har fået forbrugerorganisationer og politikere op af stolen. De mener, at flyselskaberne tjener kassen på billig olie i stedet for at sænke prisen, så almindelige mennesker kan flyve billigere.
Graham Stringer, parlamentsmedlem for det britiske oppositionsparti Labour og medlem af forsamlingens transportudvalg, siger, at det bør komme frem i lyset, hvor meget flyselskaberne tjener på brændstofprisen.
- Det er en sag for markedet og forbrugerne at vælge, sådan at de kan gå væk fra de selskaber, der udnytter situationen, siger han.
Rejsebureauerne i Uftaa, United Federation of Travel Agents, opfordrede i september i et åbent brev flyselskaberne til at sænke prisen på grund af fald i olieprisen.
Birger Bäckman, chef for Uftaa, siger til Daily Telegraph, at der ikke er sket nok siden brevet.
- Det er faktisk blevet værre, for olieprisen er faldet yderligere.
Flyselskabernes organisation IATA afviser beskyldningen.
Lige nu holder selskaberne konference i Singapore, og her siger Tony Tyler, chef for IATA, ifølge Reuters, at de lavere oliepriser ganske rigtigt har hjulpet branchen.
Men mange selskaber har også bokset med, at de har haft lange kontrakter om brændstoflevering til en fast pris over markedsprisen.
Han siger også, at dollarprisen er høj i forhold til lokale valutaer, hvilket også har betydning.
/ritzau/