Eks-politiker headhuntes
Tidligere formand for Trafikudvalget, Flemming Damgaard Larsen, går også ind i PR-branchen.
Seneste eksempel på en sådan karriere er Venstres Flemming Damgaard Larsen. Han udtrådte af Folketinget sidste år og er nu blevet headhuntet til Lindskov Communication, der løser kommunikationsopgaver for en række virksomheder og brancheorganisationer.
- Vores bureau er i vækst, og vi får flere og flere opgaver inden for Public Affairs, der er det arbejdsområde, som Flemming Damgaard Larsen hovedsageligt skal beskæftige sig med, siger Lars Lindskov, der er ejer af bureauet.
- Flemming Damgaard Larsen er en klar styrkelse af bureauet. Jeg har selv kendt Flemming i mange år og sætter stor pris på, at han altid har stået for ordentlighed i sit politiske virke. At præsentere en sag for embedsfolk og politikere på en sober og ordentlig måde er den første forudsætning for sagens succes, pointerer han.
Servere et reellt og troværdigt billede
Selv siger Flemming Damgaard Larsen:
- I mine mange år på Christiansborg har jeg mødt mange lobbyister, som for de flestes vedkommende har udført et sobert og lødigt arbejde.
- Der er virkelig brug for at skære en sag til, så beslutningstagere har et helt reelt og troværdigt billede af, hvad det drejer sig om.
Med titel af seniorkonsulent er Flemming Damgaard Larsen sat i spidsen for det voksende forretningsområde - Public Affairs. Hos Lindskov handler det blandt andet om at løse opgaver for Praktiserende Landinspektørers Forening, Jordemoderforeningen og Dansk Skytte Forbund. Men bureauet forventer, at flere foreninger vil komme til, når de hører om den seneste nyansættelse.
Også ITD
Inden sin ansættelse i Lindskov Communication har Flemming Damgaard Larsen arbejdet i vognmandsorganisationen ITD.
Flemming Damgaard Larsen har endvidere mange års erfaring som medlem af henholdsvis byråd, amtsråd og Folketing, hvor han blandt andet har været formand for Folketingets Transportudvalg og gennem en række ordførerskaber har opnået dyb indsigt i mange forskellige branchers rammevilkår og udfordringer.