Betalingsparkering i større dele af København
København vil mindske pendlernes lyst til at tage bilen ind til byen ved at udvide området med betalingsparkering
Den nye betalingszone skal få flere pendlere og besøgende til at bruge alternativer til bilen, når de skal til København, og dermed vil kommunen reducere trængslen. Samtidig skal det frigive op imod 700 parkeringspladser til beboerne i området. Beboerne i bydelen kan købe en beboerlicens, som giver ret til at benytte parkeringspladserne inden for deres beboerlicenszone.
På Ydre Østerbro og Ydre Nørrebro kommer betalingszonen til at ligge i forlængelse af den nuværende blå zone og bliver på ydersiden naturligt afgrænset af ringbanen. I Valby kommer den nye betalingszone til at omfatte områder ved Valby Langgade samt Valby og Enghave stationer for at undgå, at pendlere stiller bilen her og tager S-toget videre. Zonen bliver naturligt afgrænset af Vigerslev Allé, togbanen og grænsen til Frederiksberg.
Den nye gule betalingszone vil træde i kraft 1. marts 2017. Det skal sikre, at der er god tid til at informere beboere og erhvervslivet i områderne om den nye parkeringsordning. Samtidig skal kommunen overtage en række private fællesveje i bydelene. Der vil blive gennemført partshøring forud herfor. Når en privat fællesvej overgår til kommunen, så overtager kommunen samtidig ansvaret for eksempelvis vedligehold, skybrudssikring, renhold og snerydning.
Beslutningen om at indføre en ny gul betalingszone er et element i en større parkeringsaftale fra 2015. Her blev det blev besluttet at sikre københavnerne bedre adgang til parkering gennem øget regulering og ved at åbne adgang til parkering på en række kommunale p-pladser. Udover indførelsen af gul zone bliver den dyreste røde zone i Indre By udvidet til også at omfatte Nansensgadekvarteret. Herudover stiger timeprisen i aften- og nattetimerne i hele betalingsområdet. Beboerlicenserne vil fremover blive prisdifferentieret efter bilens miljøbelastning, mens beboerlicenszonerne bliver større og mere fleksible.