Sådan styres fremtidens trængsel
DTU Transport skal lukke, men instituttet har netop fået bevilge penge til et forskningsprojekt om trængsel.
Et nyt tværgående projekt skal afhjælpe Danmarks trængselsproblemer ved at udvikle nye styringsmetoder, som vi bedre udnytter vores infrastruktur. Projektet hedder URBAN og inddrager også trængslens effekt på byudviklingen, produktiviteten og den økonomiske vækst.
Byerne - og trængslen - vokser
- Vi bosætter os i stadig højere grad i og omkring de større byer. Koncentrationen af mennesker og virksomheder i byerne medfører øget produktivitet, men også hastigt voksende trængselsproblemer, forklarer Mogens Fosgerau, der er professor hos DTU Transport, og som skal lede projektet i tæt samarbejde med Københavns Universitet. Desuden medvirker Transport- og Bygningsministeriet, Vejdirektoratet, Dansk Industri, Kraks Fond og Incentive Partners.
Projektet skal blandt andet udarbejde en model, der ser på husstandenes valg af bopæl og bil sat op imod bilbeskatning og transportefterspørgsel. Desuden skal modellen prøve at forudsige, hvad trængslen betyder for væksten og produktiviteten - og for byers størrelse og form.
- Hvilken betydning får det, hvis det bliver dyrere at køre i bil? spørger Mogens Fosgerau.
Svaret får vi i løbet af de kommende fire år, hvor projektet kører. De modeller og metoder, der kommer ud af projektet, vil blive overdraget til de relevante myndigheder og får - måske - indflydelse på hvor mange penge, og hvilken type infrastruktur, der vil blive brugt penge på.
URBAN har fået bevilget 16,5 millioner kroner af Innovationsfonden. Det samlede budget for projektet er på 22,3 millioner kroner. Det er planlagt til at løbe i fire år.