Massiv vækst hos nordjyske Trackunit
Trackunit A/S i Pandrup har iværksat en ambitiøs vækstplan, der indebærer mange nyansættelser i Danmark og internationalt
Den ambitiøse strategi er godt hjulpet på vej af virksomhedens nye ejere, den amerikanske kapitalfond Goldman Sachs og den danske investeringsfond GRO Capital.
- Vi har med en meget ambitiøs vækstplan sat turbo på udviklingen og indfrielse af potentialet for yderligere vækst. Det indebærer blandt andet, at vi nu styrker organisationen i både Europa og USA, forklarer adm. direktør Jørgen Raguse.
For få år siden havde Trackunit 50 medarbejdere. Dette tal er på kort tid vokset til 80 medarbejdere, heraf 60 i Danmark. Og HR-manager Hanne Foldbjerg har travlt med yderligere ansættelser:
- Vi har i øjeblikket sat titel på yderligere 14 stillinger, der skal besættes, og jeg forventer, at vi inden udgangen af 2016 har rundet 100 medarbejdere i alt. Det er fortrinsvis salg, men også administration og udvikling vi har fokus på, siger hun.
Til hovedsædet i Pandrup er Hanne Foldbjerg i øjeblikket på udkig efter en controller, en jurist, en projektleder og en produktionsplanlægger/indkøbsassistent. Herudover er 2 andre nyoprettede stillinger i pipeline:
- Vi har i øjeblikket et stort behov for at tiltrække både specialister og generalister, fortsætter hun.
Trackunit producerer selv hardware og software og har således hele værdikæden under eget tag. Det medfører en række fordele, men det stiller også store krav til medarbejdernes kompetencer. Trackunits produkter fungerer ved, at et installeret GSM-modul kobler kundens maskiner til internettet. På baggrund af de trådløst overførte data fra maskinerne leverer Trackunit en bred vifte af serviceydelser til fx maskinproducenter, udlejningsvirksomheder og entreprenører på globalt plan.
- Vi har en unik markedsposition inden for vores felt, og det er denne platform vi vækster ud fra. Det betyder, at vi løbende skal udvikle produkter og service. Det stiller krav til medarbejderne, og derfor har vi naturligvis meget fokus på at fremstå attraktive og herved tiltrække både nyuddannede og erfarne specialister, slutter Hanne Foldbjerg.