23948sdkhjf

Hirtshals Havn sætter rekord - igen

Omsætningen kom op på 73,8 millioner kroner i 2015
Det går strygende for Hirtshals Havn. For sjette år i træk har havnen haft en stigning i omsætningen, der i 2015 nåede op på 73,8 mio. kr.

Det er rekord og sjette år i træk, omsætningen stiger. I forhold til året før er det en stigning på 7,4 procent.

Resultatet endte på 14,5 mio. kr., og det betegner havnens bestyrelsesformand Anker Laden-Andersen som tilfredsstillende.

- Selv om ikke alle forretningsområder har bidraget lige meget til væksten, så er det generelt et positivt billede, der tegner sig af erhvervsaktiviteterne i Hirtshals.

- Det bliver stadig sværere at fortsætte vækstrater i den størrelsesorden, som vi har realiseret over de seneste år, og derfor skal vi være stadig mere målrettede i det udviklingsarbejde og de initiativer, vi sætter i søen, siger Anker Laden-Andersen.

Det kan ifølge havnens direktør Jens Kirketerp Jensen dreje sig om eksempelvis fiskeriet.

- Vi skal være bedre til at få virksomheder i hele Europa til at efterspørge de fisk, der bliver landet i Hirtshals. Vi har nogle af de flotteste fisk i Europa lige ude i Skagerrak, og det skal vi ud og fortælle gennem en målrettet og specifik markedsføring.

- Også godstrafikken skal vi have øget. Vi har her i starten af 2016 fået en ny rute til Zeebrugge og Göteborg, og det rykker os op i en helt anden liga, når det gælder godstrafik. Desuden har vi en klar forventning om, at det lykkes at få gang i den nye godsbaneterminal ved havnen i løbet af i år, siger Jens Kirketerp Jensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127