Virksomheder vil ikke investere i ny lufthavn
En ny lufthavn ved Aarhus kan være dødfødt fra start, mener luftfartsekspert
Det siger luftfartsekspert og aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank til DR Østjylland.
Han lægger vægt på, at lufthavnen - ifølge en ny rapport fra Aarhus Kommune - vil give underskud i 20 år.
- Det er næsten umuligt at forestille sig, at der er nogen private investorer, der vil kaste penge efter noget, som giver underskud i så lang en periode, siger han.
Rapporten fra Rambøll, der var bestilt af Aarhus Kommune, siger ordret, at det ikke er en rentabel investering at bygge en ny østjysk lufthavn på kommercielle vilkår.
Med udsigt til underskud i 20 år, vil ATP kun investere, hvis der på den ene eller anden måde bliver givet et løbende offentligt tilskud.
En af bannerførerne for at få en ny lufthavn ved Aarhus, er Grundfos i Bjerringbro.
Virksomheden vil gerne levere passagerer til lufthavnen, men kommunikationsdirektør Kim Nøhr Skibsted afviser, at Grundfos vil investere i bygningen.
- Vi har været fortalere for, at man fik en ny lufthavn for Aarhus-området. Gerne en erhvervslufthavn. Men vi vil ikke være investor på den på den måde, at vi lægger penge på bordet. Det er en samfundsopgave, siger han til DR Østjylland