23948sdkhjf

Hus skal flyttes i Odense

Odenses bæredygtige hus skal flyttes på en blokvogn i nat. Kom og se på!
Efter mere end et år på I. Vilhelm Werners Plads i Odenses centrum flytter det bæredygtige halmhus nu til en anden placering i Odense - og der sker i aften i ét samlet stykke på en 16-akslet blokvogn.

Det er foreningen Odense Fødevarefællesskab, som i løbet af halvandet år har bygget et bæredygtig halmhus ved siden af rådhuset i Odense. Nu har huset fået en ny placering og skal flyttes i et samlet stykke til Østre Plads i Odense.

Det sker tirsdag aften 23. august fra kl. 20.00, hvor huset skal løftes op og transporteres på en 16 akslet blokvogn til sin nye placering.

På grund af el-ledninger, smalle veje osv. skal huset på lidt af en omvej rundt i Odense for at nå sin endelige destination. Det kræver også flytning af et par skilte med videre at komme forbi med blokvognen, der bliver 7 meter i højden.

De seneste dage er gulvet pillet ud af Huset og kompostvarme-anlægget afmonteret. Tirsdag den 23. august kl 20.00 - 02.00 løftes huset op på en blokvogn og transporteres gennem byen til sit nye levested. Her er der etableret nyt fundament og gjort klart at huset kan reetableres.

Alle borgere er velkomne til at møde op 23. august i tidsrummet kl. 22.00 – 02.00 og sende huset godt af sted til sin nye placering, lyder opfordringen.

Det er SKAK's Specialtransport, der står for transporten af halmhuset.

Huset lever videre

- For os er det vildt fedt, at huset lever videre, siger Anders Michelsen, der en af de bærende frivillige kræfter bag tilblivelsen af Huset.

- Vi har brugt rigtig mange kræfter på at skabe huset. Processen har vist os, at interessen for bæredygtigt byggeri i byen er stor. Så at det nu kan fortsætte med at inspirere, giver rigtig god mening for os

Huset er bygget af frivillige med udspring i Odense Fødevarefællesskab og støttet af Fra Gade til Bys pulje til midlertidige aktiviteter samt en række private sponsorer. Oprindeligt var tanken at det skulle pilles ned, når der skulle bygges videre på Thomas B. Thriges Gade.

I stedet har UngNord set en mulighed i at bruge Huset, som i Danmarksgade kommer til at ligge sammen med en række af ungdomsskolens andre aktiviteter.

- Vi synes Huset er et fantastisk projekt, og det ville være ærgerligt, hvis det ikke skulle leve videre, siger afdelingsleder Peter Albrektsen fra UngNord.

Ungdomsskolen vil blandt andet bruge Huset til valgfags-undervisning i bæredygtighed, hvor elever fra 7.-9. klasse fra 8 folkeskoler i Region Nord vil arbejde med bæredygtighed i samarbejde med Fjernvarme Fyn, Odense Renovation og VandCenter Syd.

UngNord vil også tilbyde fritidsundervisning for 14 – 18 årige i bæredygtighed i samarbejde med bla. Teknisk Skole samt bæredygtighedsprojekter i klubberne og 10. klasser.

- Men håbet er selvfølgelig også, at det skal fortsætte med at være et åbent hus for borgerne, siger afdelingsleder Peter Albrektsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078